ÅBNINGEN AF BIBLIOTEKSRUMMET - Forskning

Den franske filosof og kulturhistoriker Michel Foucault har i bogen Overvågning og
straf beskæftiget sig med panoptismen som bredere historisk og samfundsmæssigt
fænomen. Arkitekturhistorisk karakteriserer Foucault Benthams panoptikon som ”en
bizar lille utopi, en ondskabsfuld drøm – lidt som om Bentham havde været
politistatens Fourier med en panoptisk phalanstère.” (32) Han ser her
oplysningstidens tilsyneladende mildhed, hvor fysiske straffe afløses af indespærring
under ordnede forhold, som en ny tids magtanvendelse med disciplinering af både
sjæl og krop. Netop panoptismen indebærer ikke bare central en overvågning af
objekterne, men også at objekterne aldrig ved, hvornår de bliver overvåget. Den
indsatte bør ikke vide, om han faktisk overvåges, men han bør være klar over, at det
hele tiden er en mulighed. Dermed internaliseres overvågningen som en indre
kontrol. Overvågning bliver til selvovervågning: ”Hver enkelt er på sin plads godt
indelukket i en celle, hvor han kan ses fra den anden side af vagten, men sidemurene
forhindrer ham i at træde i kontakt med sine medfanger. Han bliver set, men ser ikke.
Han er genstand for en information, aldrig subjekt i en kommunikation. (33)
Som Bentham selv var inde på, ville panoptismen kunne anvendes inden for en lang
række områder: uddannelse, hospitaler, kaserner m.v. Den kunne spredes i hele
samfundet, som ifølge kritikerne kunne få karakter af et permanent
overvågningssamfund. Det panoptiske princip fik internationalt stor betydning for
folkebibliotekernes indretning i starten af det 20. århundrede i forbindelse med
indførelsen af åbne hylder.
Foucaults kritik retter sig ikke blot mod panoptismen som overvågning, men mod
konsekvenserne af oplysningens frigørelsesprojekt i retning af disciplinering og
kontrol. Han indtræder dermed i rækken af kritikere af oplysningens og det moderne
projekts flertydige karakter.
Oplysningsarkitekturen i Danmark og Skandinavien
I Danmark er Det Classenske Bibliotek i Amaliegade 38 et fint eksempel på
oplysningstidens klassicistiske biblioteksbygninger. Mæcenen var generalmajoren,
fabrikanten, velhaveren og bogsamleren Johan Frederik Classen, der grundlagde
kanonstøberiet og krudtværket i Frederiksværk, og arkitekten var hans bror Peter
Hersleb Classen, der må have hentet inspiration på sin dannelsesrejse til bl.a.
Frankrig. Generalmajoren efterlod ved sin død i 1792 en omfattende formue og flere
ejendomme, som kom til at udgøre fonden Det Classenske Fideikommis, hvis
indtægter skulle gå til offentlige og velgørende formål. Broderen indtrådte i fondens
ledelse og var bl.a. aktiv i forbindelse med oprettelsen af det offentlige bibliotek.
Tegningerne til biblioteksbygningen fra 1796 er signeret P.H. Classen. I hvilket
omfang hofarkitekt Andreas Kirkerup har medvirket ved tegning og opførelse lader
sig ikke afgøre. Bibliotekets facade markerer sig tydeligt i husrækken med sin
søjlerække i stor orden. Med den fremskudte stueetage som fundament bærer de 8
joniske søjler en markant gesims med tandsnit og inskriptionen BIBLIOT.
CLASSENIAN. Facadens søjler er enestående i dansk biblioteksarkitektur. Peter
Hersleb Classen var utvivlsomt påvirket af den franske revolutionsarkitektur, som
var fremherskende i netop 1780’erne, hvor han opholdt sig flere år i Paris.
60