ÅBNINGEN AF BIBLIOTEKSRUMMET - Forskning

modernisme i udpræget grad hinanden frem til slutningen af trediverne og
dominerede bibliotekernes arkitektoniske, visuelle og oplysningsideologiske udtryk i
perioden. Til årsagerne hørte, at bibliotekerne ligesom flere af købstædernes nye
bygningstyper tegnedes af en generation af lokale arkitekter som Jens Jakobsen i
Hjørring, Jens Foged i Thisted, Ernst Petersen i Kolding og Ejnar Ørnsholt i
Nakskov, der med fin tilpasning til de enkelte byers arkitektur gradvist bevægede sig
fra klassicisme til modernisme og i visse tilfælde moderate udgaver af Art Deco.
Idealypisk for videnstemplet var en symmetrisk grundplan, formet som en
”sommerfugl” med indgang og voksenudlån placeret i midteraksen som ”krop” og
voksenlæsesal og børnebibliotek på hver side som ”vinger”. Formen kunne være
næsten kompakt og basilikaagtig med vingerne foldet ind til kroppen, eller vingerne
kunne være foldet ud i T-form. Ofte fortbandt midteraksen biblioteket og dets
omgivelser. Den klassicistiske monumentalitet understregedes yderligere af høje
trapper, der førte op mod et fremhævet indgangsparti, ofte med en række stiliserede
søjler eller pilastre omkring en tredelt indgang, der også kendtes fra periodens
rådhuse og stationer, men som her kunne ses i sammenhæng med bygningens øvrige
tredeling. Symmetrien fortsatte ind i forhallen og derfra videre ind i voksenudlånet til
skranke eller bibliotekarbord. Herfra var der overblik over hele rummet. Det centrale
kortkartotek med registreringen af bibliotekets samlinger og typisk et ur for
endevæggen var ligeledes placeret i midteraksen og markerede orden i de universelle
samlinger, i tid og rum. Som videnstempel repræsenterede folkebiblioteket den lille
universalsamling. Både voksenudlån, læsesal og børnebibliotek var nøgterne rum
med enkel møblering. Dekorationer hørte til undtagelsen, men i enkelte tilfælde
kunne en udsmykning symbolsk referere til lokale, nationale eller universelle
værdier. Voksenudlånet kunne have form af et symmetrisk galleri med højtsiddende
vinduer. Der var typisk højere til loftet i voksenudlånet end i bibliotekets øvrige
afdelinger og ofte ovenlys gennem et glasloft. Denne dimensionering og indretning
var praktisk af hensyn til anbringelsen af reoler og belysning, men samtidig
understregede den biblioteksrummets ophøjethed og lysets mange betydninger. De
høje vinduer skyldtes den praktiske placering af reolerne langs væggene og hensynet
til rummets dagslys, men gav også mindre indblik udefra og et højere udblik indefra,
som kunne sammenlignes med f.eks. Salomons Tempel: ”Formålet er selvfølgelig at
hindre indblik, men også at skabe en stemning af en anden verden – en oase – eller et
ophøjet sted. ” (4)
Tredelingen eller ligefrem ”treenigheden” mellem voksenudlån, læsesal og
børnebibliotek var videnstemplets idealtypiske plan. Grundplan og bygning kunne i
det ydre aflæses som det sekulariserede oplysningstempel og i det indre som den
sækulariserede oplysningsbasilica med det middelalderlige kirkerums hovedskib og
to sideskibe som forbillede. Videnstemplet var på en gang sakralt og sækulariseret,
både i dets arkitektur og dets indretning. De tre typer af biblioteksrum var
kendetegnet af forskellige funktioner, adfærdsformer og bibliotekaridentiteter.
Voksenudlånet var folkebibliotekets centrale rum. Det var det tredelte biblioteks
største og højeste rum, hvilket understregedes af de høje sidevinduer, der som i
basilicaen var placeret over sideskibene, som i denne sammenhæng udgjordes af
læsesalen og børnebiblioteket. Her fandtes det centrale bibliotekarbord og det
243