ÅBNINGEN AF BIBLIOTEKSRUMMET - Forskning

Forbilleder for indretning og møblering var beskrevet i både Steenbergs afsnit i
Lærebog i Biblioteksteknik og i Døssings Folkebibliotekerne før og nu.
Udgangspunktet for anvisningerne om reolernes placering og bøgernes opstilling var
de åbne hylder med forskellige møbleringsmuligheder, hvor der skulle tages hensyn
til belysning, passage og plads. Dagslys fra højtsiddende vinduer og indirekte
elektrisk lys blev anbefalet. Selve bøgerne var opstillet efter den danske
decimalklassedeling med enkel skiltning, og den systematiske opstilling blev
samtidig betragtet som opdragelse til systematisk læsning. Skråhylder blev anvendt
til fremlæggelse af aviser og tidsskrifter, og i 1930 opstillede man på Vesterbrofilialen
i København et ”bogtårn” til præsentation af bøger om ”dagens emner”.
Bogtårnet var begyndelsen til en friere reolopstilling og mere aktuel formidling.
Ikke bare opstillingen, men også selve bogens æstetik blev dog fornyet i Døssings
beskrivelse af det ”moderne folkebibliotek”: ”Alle Bøgerne er saaledes indbundet i
gode Bind af et tiltalende Ydre. Bindtypen er varieret, saaledes at det ensartede og
kedelige Lejebibliotekspræg er undgået. Lukker vi en Bog op, ser vi, at den ogsaa er
pæn indvendig. Den er forsynet med et Ex-libris med Bibliotekets Navn og ikke
makuleret med overflødige Stempler; finder vi Bibliotekets Stempel, er det dels paa
Ryggen, dels anbragt diskret paa Titelbladet.” (18)Tidens knaphedssamfund kom til
udtryk i et fåtalligt personale, men slog også igennem i form af begrænsede midler til
indkøb af nye bøger, selv i det ”moderne folkebibliotek”, der dog i følge Døssings
model var bedre end de gamle biblioteker: ”Man kan nok se, at Bøgerne er slidte,
men de er hele og ikke snavsede. Sagen er, at der er startet med nye og rene Bøger …
De gamle Bibliotekers lasede Bøger findes ikke; saa snart en Bog ikke længere kan
svare til Statens for Laanerne meget tiltalende krav: at Bøgerne til enhver Tid skal
være velholdte, bliver den uvægerligt kasseret … I øvrigt gælder Reglen, at eet
skabet Faar smitter en hel Hjord, og een snavset Bog gør det umuligt at gennemføre
Kravet om varsom Behandling af Bøgerne.” (19)
Disse overvejelser uddybedes i Lærebog i Biblioteksteknik, som også i denne
sammenhæng balancerede mellem det dekorative og det saglige: ”I Folkebiblioteket
maa hensynet til Bogens dekorative Udstyrelse dog træde stærkt tilbage til Fordel for
de rent praktiske hensyn. Det gælder her om at benytte Bind, der er solide nok til at
kunne taale stærkt Slid, og som i den mindst mulige Grad er modtagelige for den
Tilsmudsning, der uundgaaelig følger med offentligt Udlaan.” (20) Forgyldning
måtte indskrænkes til bogens titel og nummerering, men alligevel understregede
lærebogen vigtigheden af et smukt helhedsindtryk: ”Den tidligere anvendte Metode
at klæbe en hvid Seddel paa Ryggen og her skrive Nummer og Titel er upraktisk og
har maaske mere end noget andet bidraget til den Foragt, med hvilken det store
Publikum tidligere omfattede Begrebet ”Biblioteksbind”. Man maa ikke
undervurdere den Betydning, velindbundne og velholdte Bøger har for et Biblioteks
Renommé; jo bedre og smukkere Bindene er, des bedre vil de blive behandlet, og i
Ministeriets bekendtgørelse paalægges det da ogsaa Bibliotekerne at sørge for gode
og velholdte Bind.” (21) Lærebogen gik dog endnu videre og anbefalede større
variation og farverigdom: ”Når mange offentlige Bibliotekers Bogbestand har et
kedelig ensartet Udseende, ligger det i, at der ikke varieres tilstrækkeligt ved
Anvendelse af forskellige Bindtyper og Farver. Selv om man overvejende vil
anvende Dermatoidbind til Udlaansbøgerne, kan man dog undgaa Uniformiteten ved
335