Download betænkning i PDF format (2.296 kb) - Justitsministeriet ...

Færdselslovens § 54, stk. 1, nødvendiggør af den grund en omfattende efterforskning. Hvis
politiet fatter mistanke om påvirkning af stoffer, skal der udtages blod- eller urinprøve og foretages
klinisk undersøgelse af føreren med henblik på at konstatere, i hvilken grad den pågældende
er påvirket af stoffer, jf. kapitel 4, afsnit 4.5.
Efterforskningen i sager om overtrædelse af færdselslovens § 54, stk. 1, adskiller sig således
afgørende fra langt de fleste sager om spirituskørsel, hvor indførelsen af promillekriteriet i
1976 førte til en særdeles mærkbar lettelse af politiets arbejde, jf. nærmere kapitel 3, afsnit
3.1.1. Også anklagemyndigheden og domstolene blev lettet væsentligt ved indførelsen af promillekriteriet,
idet skyldspørgsmålet i sager om spirituskørsel typisk alene kom til at dreje sig
om, hvorvidt den sigtede havde ført et motorkøretøj, og om hvorvidt alkoholkoncentrationen i
sigtedes blod under eller efter kørslen oversteg den i loven fastsatte grænse.
Sager om overtrædelse af færdselslovens § 54 er således typisk mere ressourcekrævende end
sager om spirituskørsel efter færdselslovens § 53, stk. 1. Det må antages, at den relativt bevistunge
karakter af disse sager indebærer, at de ofte ikke fører til domfældelse, selv om føreren
faktisk ikke har været i stand til at føre køretøjet på fuldt betryggende måde. Der kan herved
f.eks. henvises til afgørelserne UfR 2001.2591 (Ø), som er refereret i kapitel 3, afsnit 3.2.1,
UfR 2004.2217 (Ø), som er refereret i kapitel 3, afsnit 3.2.2, og Østre Landsrets ankedom af
28. maj 2004, som er refereret i afsnit 6.3.3.1 ovenfor. Det må endvidere antages, at politiet i
en række tilfælde undlader at rejse sager om overtrædelse af færdselslovens § 54, stk. 1, på
grund bevisvanskeligheder, jf. f.eks. de sager om påtaleopgivelse, der er refereret i afsnit
6.3.3.1 ovenfor.
6.6.2. Et supplement til føreevnekriteriet?
På den nævnte baggrund er det nærliggende at overveje, om det gældende gerningsindhold ved
kørsel under påvirkethed efter indtagelse af andet end alkohol bør suppleres med en bestemmelse,
der svarer til promillekriteriet i sager om spirituskørsel, jf. kapitel 3, afsnit 3.1, således
at kørsel med en større eller mindre koncentration af andre stoffer end alkohol i sigtedes organisme
i sig selv vil komme til at udgøre et strafbart forhold.
Som anført under afsnit 6.5, findes der i bl.a. Sverige, Finland og Tyskland lovgivning, som
gør det strafbart at føre et motordrevet køretøj, blot der under kørslen er et eller flere nærmere
angivne stoffer i blodet, altså uden af det nødvendigvis konkret kan påvises, at indtagelsen af
stoffet har påvirket evnen til at føre køretøj.
105