Download betænkning i PDF format (2.296 kb) - Justitsministeriet ...

”Sager om spiritus- og promillekørsel giver som nævnt sjældent anledning til bevistvivl eller
problemer med hensyn til sanktionsfastsættelsen. Sager, hvor der f.eks. er tvivl, om tiltalte har
ført vognen, eller hvor der er tale om spiritusindtagelse efter kørslen, giver dog anledning til
bevisproblemer, som for så vidt må anses for velegnede til domsmandsbehandling. Oftest er de
bevisproblemer, som opstår, imidlertid af relativ enkel karakter.
Det er retsplejerådets opfattelse, at en ændring, hvorefter domsmænd – også hvor der er
spørgsmål om ubetinget frakendelse af førerretten – alene medvirker i sager om overtrædelse
af færdselslovens § 53, hvor frihedsstraf kommer på tale, ville være rimelig og forsvarlig at
gennemføre.
Under hensyn til den tidligere tilkendegivne politiske holdning til spørgsmålet og til, at baggrunden
for de igangværende overvejelser om ændring af området for lægdommermedvirken er et
ønske om at styrke lægdommernes stilling inden for strafferetsplejen, har rådet imidlertid undladt
at stille forslag om en sådan ændring med hensyn til byretternes sammensætning i sager
om spirituskørsel, der ville betyde en væsentlig indskrænkning af domsmænds medvirken i disse
sager.”
I det lovforslag, der blev fremsat i 1984 på grundlag af Retsplejerådets betænkning, var der i
overensstemmelse hermed ikke fremsat forslag om ændring af reglerne om domsmænds medvirken
ved byrettens behandling af sager om promille- eller spirituskørsel.
Under Folketingets behandling af lovforslaget blev der imidlertid fremsat forslag om, at domsmænd
ikke længere skulle medvirke i sager om overtrædelse af færdselslovens § 53, hvori der
alene var spørgsmål om bødestraf. Dette forslag blev vedtaget i form af den ovenfor beskrevne
nye bestemmelse i retsplejelovens § 688, stk. 3, nr. 2.
Ved lovændringen i 1984 blev der for det andet indsat en ny bestemmelse i retsplejelovens §
688, stk. 3, nr. 3, hvorefter domsmænd ikke skulle medvirke i sager om overtrædelse af den
dagældende bestemmelse i færdselslovens § 117, stk. 5, om kørsel i frakendelsestiden.
Denne ændring hvilede på forslag fra Retsplejerådet, som anførte følgende i betænkning nr.
994/1983, side 44:
”Nogle politisager, der normalt afgøres med frihedsstraf, og som forekommer i ret stort tal, er
karakteriseret ved, at straffastsættelsen i praksis sker efter faste retningslinier. I sådanne sager
kan det virke overflødigt at lade domsmænd deltage, idet de kun vil have meget begrænsede
muligheder for at øve indflydelse på afgørelsen. Det gælder for det første sager om overtrædelse
af færdselslovens § 117, stk. 5, - kørsel med motorkøretøj, efter at retten til kørekort er frakendt.
Den sædvanlige straf herfor er hæfte eller fængsel efter en praksis, der har udviklet ret
faste strafpositioner afhængig af forholdets grovhed. De bevisproblemer, der foreligger i sagerne,
er sædvanligvis forholdsvis enkle. Retsplejerådet foreslår derfor, at disse sager undtages fra
hovedreglen om domsmænds medvirken, når frihedsstraf påregnes idømt.”
127