Download betænkning i PDF format (2.296 kb) - Justitsministeriet ...

KAPITEL 7
Domsmænds deltagelse i færdselsstraffesager
I udvalgets betænkning nr. 1448/2004 er det anført, at udvalget af ressourcemæssige årsager
finder, at domsmænds medvirken i færdselssager kan begrænses. Udvalget har på denne baggrund
drøftet de gældende regler vedrørende domsmænds medvirken i færdselssager, herunder
baggrunden for de gældende regler. Nedenfor gennemgås udvalgets overvejelser, men da udvalgets
kommissorium ikke udtrykkeligt omhandler domsmænds medvirken, er udvalget afstået
fra at udarbejde et lovudkast.
7.1. Indledning og baggrund
7.1.1. Domsmandsinstitutionen
Domsmandsinstitutionen blev indført i strafferetsplejen ved lov nr. 112 af 7. april 1936. Denne
ændring af retsplejelovens regler om lægdommere var baseret på en betænkning, som et udvalg
under Justitsministeriet afgav i 1930. Udvalget anførte i betænkningen følgende om formålet
med en væsentlig udvidelse af lægdommeres medvirken i strafferetsplejen, jf. Rigsdagstidende
1930-31, Tillæg A, sp. 4923 ff:
”Ved Retsplejeloven af 1916 blev det i Grundloven af 5. Juni 1849 § 79 opstillede Krav om Indførelse
af Nævninger i Misgerningssager og politiske Sager endelig opfyldt. Det var imidlertid
kun i et meget ringe Antal Sager, at Lægdommere herved kom til at medvirke, nemlig kun i c.
1,2 pCt. af alle Straffesager, herved endda bortset fra Politisager. Alle de øvrige Straffesager –
med Undtagelse af Sø- og Handelssager – afgøres stadig af rent juridisk sammensatte Domstole.
Der har indenfor Udvalget været Enighed om, at denne Ordning ikke længere lader sig opretholde,
og at Tiden nu er kommen til i betydelig videre Omfang end tidligere at paakalde Borgernes
Medvirken ved Strafferetsplejen. Den Ordning, der blev indført ved Retsplejeloven af 1916,
hvorefter visse betydelige kriminelle Sager skulde afgøres under læge Dommeres Medvirken,
var kun det første Skridt til Gennemførelse af en Reform af Strafferetsplejen, som er nødvendig,
for at Tilliden til Domstolene kan befæstes hos den almindelige Befolkning. Efter den nuværende
politiske Udvikling kan det ikke med Føje hævdes, at kun juridiske Dommere skal afgøre
Skyldsspørgsmaalet i Straffesager, hvor der som Regel ikke er Tale om indviklede juridiske
Spørgsmaal, men om der er ført et tilstrækkeligt Bevis for en Sigtelse eller ej. Lægdommeres
Medvirken yder ogsaa erfaringsmæssig den bedste Garanti for de moderne Retsplejeprincippers,
særlig Bevisumiddelbarhedens og Anklagegrundsætningens virkelige Gennemførelse. […]
Udvalget mener derfor, at Borgernes Deltagelse i Strafferetsplejen bør søges gennemført ved,
at der i Ikke-Nævningesager kommer til at medvirke Domsmænd, d.v.s. Lægdommere, som, i
Modsætning til Nævningerne, virker ikke som et særligt Element, skarpt adskilt fra Rettens faste
Dommere, men netop i Forening med disse, og som, ligeledes i Modsætning til Nævningerne,
deltager ikke blot i Skyldsspørgsmaalets Afgørelse, men ogsaa i Strafudmaalingen.”
123