Download betænkning i PDF format (2.296 kb) - Justitsministeriet ...

des, end hvis grundlaget for sagens afgørelse havde været en måling af alkoholkoncentrationen i
blodet.
Udvalget finder ikke, at dette i sig selv er mere betænkeligt end det forhold, at blodpromillekriteret
i 1976 afløste føreevnekriteriet som grundlag for domfældelse i stort set alle sager om spirituskørsel.
Ved indførelsen af blodpromillekriteriet i 1976 blev det strafbare område for spirituskørsel
– bortset fra reglen i færdselslovens § 53, stk. 2 – gjort uafhængigt af, om den pågældende
rent faktisk er påvirket af alkohol. Det er ikke alle personer, der er påvirket af spiritus, selv om
deres blodalkoholpromille overstiger f.eks. 0,80. Blodpromillekriteriet indebærer således, at nogle
førere af motorkøretøjer bliver straffet for spirituskørsel, selv om de ikke har udgjort nogen
fare for færdselssikkerheden. De betænkeligheder, der måtte være forbundet hermed, har således
måttet vige for de åbenbare fordele, der er forbundet med en fast promillegrænse, herunder navnlig
at spørgsmålet om, hvorvidt der er begået et strafbart forhold, beror på et objektivt målbart
forhold (alkoholkoncentrationen i blodet) og ikke et skøn (føreevnen). Dette forhold trådte endnu
tydeligere frem, da promillegrænsen i 1998 blev nedsat til 0,50, idet antallet af personer, der
overtræder færdselslovens § 53 uden at være påvirket af spiritus, hermed blev forøget væsentligt.
Det forhold, at man indfører et alternativt gerningsindhold for spirituskørsel, hvorved der indføres
yderligere en objektiv målestok for, om der foreligger spirituskørsel (alkoholkoncentrationen i
udåndingsluften), og at der kan ske domfældelse for spirituskørsel efter én målestok, selv om det
ikke vil kunne ske efter en anden, ændrer efter udvalgets opfattelse ikke denne beskrevne principielle
problemstilling. Under alle omstændigheder vil en fører af et motorkøretøj til enhver tid
selv kunne undgå at bringe sig i en situation, hvor alkoholkoncentrationen i blodet eller i udåndingsluften
bliver for høj.
Ved fastsættelsen af grænsen for den tilladte alkoholkoncentration i udåndingsluften bør det dog
efter udvalgets opfattelse tilstræbes, at personer, der findes skyldige i spirituskørsel som følge af
en overskridelse af grænsen for den tilladte alkoholkoncentration i udåndingsluften, typisk også
vil have overskredet den tilladte grænse for alkoholkoncentration i blodet.
Som det fremgår af afsnit 5.5 ovenfor, har man i en række andre lande fastsat regler om, at måling
af alkoholkoncentrationen i udåndingsluft kan anvendes parallelt med måling af alkoholkoncentrationen
i blodet. I den forbindelse er der blevet fastsat grænser for alkoholkoncentrationen
i udåndingsluften, som ligger i området mellem koncentrationsforholdet 2.000:1 og 2.300:1.
Ved at vælge en undergrænse for spirituskørsel på 0,25 milligram pr. liter luft, svarende til et
forhold mellem alkoholkoncentrationen i blodet og i udåndingsluften på 2.000:1, således som det
var tanken ved Trafikministeriets lovudkast af 14. oktober 1997, og således som det er sket i Sverige,
Norge og Tyskland, opnås det, at den altovervejende del af de trafikanter, der domfældes på
68