Download betænkning i PDF format (2.296 kb) - Justitsministeriet ...

Bestemmelsen i færdselslovens § 54, stk. 1, fik sin nuværende affattelse ved vedtagelsen af lov
nr. 287 af 10. juni 1976. Bestemmelsen var en næsten uændret videreførelse af § 15 i færdselsloven
af 1955. Der var dog tale om en skærpelse af føreevnekriteriet, idet kravet tidligere alene
var, at den pågældende kunne føre køretøj på betryggende måde. Det fremgår af lovforslagets
bemærkninger til bestemmelsen, at påvirkning af de såkaldte hallucinogener, f.eks. LSD og meskalin,
der ikke er opstemmende eller bedøvende midler, omfattes af udtrykket ”af lignende årsager”.
Der henvises til Folketingstidende 1974-75, 2. samling, tillæg A, sp. 1959 ff.
Forbuddet mod at føre køretøj i svækkelses- eller træthedstilstand stammer oprindelig fra 1932.
Ved lov nr. 130 af 14. april 1932 blev der i motorkøretøjslovens § 24, stk. 2, indsat en bestemmelse,
hvorefter et motorkøretøj ikke måtte føres eller forsøges ført af nogen, der på grund af
overanstrengelse, mangel på søvn, forudgående nydelse af spiritus eller af hidsende eller bedøvende
midler eller af lignende årsager befinder sig i en sådan trætheds- eller sløvhedstilstand, at
han var ude af stand til at føre motorkøretøj på betryggende vis. Bestemmelsen var begrundet i, at
man havde skønnet, at der burde indsættes en almindelig bestemmelse om kørsel i træt tilstand.
Baggrunden herfor var, at der efter de gældende lovbestemmelser ikke i alle tilfælde ville kunne
domfældes i sager om færdselsulykkestilfælde, som havde årsag i en førers træthed, idet ansvar
efter den gældende lovgivning forudsatte, at føreren havde udvist uforsigtig kørsel eller manglende
agtpågivenhed. Der henvises til Rigsdagstidende 1931-32, tillæg A, sp. 3697 ff.
Bestemmelsen i § 24, stk. 2, i lov om motorkøretøjer blev videreført og udvidet med § 15 i færdselsloven
af 1955. Af forarbejderne til færdselsloven af 1955 fremgår det, at tanken var at udvide
bestemmelsen således, at enhver form for svækkelse, hvad enten den var selvforskyldt eller ikke,
der bevirkede, at en person blev ude af stand til at føre køretøj af den pågældende art på betryggende
måde, var omfattet af bestemmelsen. Det fremgår endvidere, at bestemmelsen skulle gælde
såvel akutte som mere varige tilstande og således kunne bringes til anvendelse over for såkaldt
eufomane. Der henvises til betænkning nr. 91/1954 om revision af færdselsloven og lov om motorkøretøjer,
side 47.
3.2.1. Føreevnekriteriet
Bestemmelsen i færdselslovens § 54, stk. 1, er som færdselslovens § 53, stk. 2, men i modsætning
til færdselslovens § 53, stk. 1, baseret på et føreevnekriterium. Dette indebærer, at kørsel i
syg, svækket, overanstrengt eller træt tilstand eller under påvirkning af opstemmende eller bedøvende
midler ikke i sig selv er forbudt. Forbudet mod at føre eller forsøge at føre motordrevet
køretøj gælder således kun, hvis den pågældende af de årsager, der er opregnet i bestemmelsen,
befinder sig i en sådan tilstand, at han eller hun er ude af stand til at føre køretøjet på fuldt betryggende
måde, jf. f.eks. følgende dom:
20