1 - The Royal Mint (of Denmark)

Kvartalsoversigt, 1. kvartal 2012, del 1
ligger i modellens estimerede relationer. Implementeringen af den ekstra
information sker ved hjælp af såkaldte justeringsled.
En model er at betragte som et værktøj, der i dialog med modelbrugeren
kan anvendes til en fremskrivning. Det gælder også modeller for
bankernes nedskrivninger. Modeller støtter brugeren i at sikre konsistens
i de analyser, der gennemføres, og kan give inspiration til formidlingen
af de "fortællinger", som scenarierne indeholder.
Det er endvidere almindeligt at arbejde med en vifte af modeller baseret
på forskellige tilgange. Ved at anvende forskellige typer af modeller
til at belyse bankernes nedskrivninger fås et mere robust billede af risiciene
i forskellige stressscenarier. Forskellige modeller kan have hver deres
styrke og give forskellige muligheder for at illustrere de opstillede scenarier,
fx hvad angår dækningsgrad, detaljeringsniveau mv. Konkursmodellen
giver eksempelvis mulighed for at få et meget detaljeret overblik
over udviklingen i konkurssandsynlighederne i fremskrivningsperioden,
fx opdelt på underbrancher og virksomhedernes gældsniveau. Det
gør det lettere at indarbejde ekstra information i arbejdet med stresstest.
Der skal anføres et par mere specifikke bemærkninger i relation til anvendelse
af de to estimerede nedskrivningsmodeller i forbindelse med
stresstest af det finansielle system.
Perioden 1992-2010, der er anvendt til estimation af makrofaktormodellen,
er karakteriseret ved en klar nedadgående tendens i såvel ledigheden
som de korte og lange realrenter. Det er derfor usikkert, om modellernes
parameterestimater kan antages at være gældende for forløb
med markante stigninger i ledighed og renter i løbet af kort tid. Tilsvarende
problemstillinger er forbundet med den regnskabsbaserede konkursmodel,
der er estimeret på baggrund af en endnu kortere dataperiode
end makrofaktormodellen.
Modellerne tager endvidere ikke højde for forskelle institutterne imellem
med hensyn til kreditboniteten af de enkelte institutters udlån og
garantier inden for en given branche. Dette kan ligeledes give anledning
til justeringsled for visse institutter.
En mulig tilgang til at tage højde for forskelle i kreditboniteten kunne
være at tage udgangspunkt i de institutspecifikke data for de samlede
nedskrivninger samt udlån og garantier fordelt på branche/sektor, som
indberettes til Finanstilsynet. Ud fra den samlede pengeinstitutsektors
branche- og sektorfordelte nedskrivningsprocenter i figur 3 og de institutspecifikke
eksponeringer kan der for hvert institut beregnes de samlede
nedskrivninger, som instituttet ville have haft, såfremt instituttet
havde haft nedskrivningsprocenter svarende til sektoren som helhed.
Hvis et givet institut systematisk har højere faktiske nedskrivningspro-
65