1 - The Royal Mint (of Denmark)

66
Kvartalsoversigt, 1. kvartal 2012, del 1
center end dem, der kan beregnes via den samlede pengeinstitutsektors
branche- og sektorfordelte nedskrivningsprocenter, kunne det være en
indikation af, at det pågældende instituts udlån er behæftet med en
relativt høj kreditrisiko. Som et supplement kunne det undersøges, om
udlåns- og finansieringsrenter kan anvendes som indikatorer for nedskrivninger
for kreditboniteten i et pengeinstituts udlånsportefølje. En
fordel ved renteindikatorer er, at de i højere grad er fremadskuende
end historiske nedskrivninger.
For konkursmodellens vedkommende findes der for omkring halvdelen
af virksomhederne i datagrundlaget oplysninger om virksomhedens
primære bankforbindelse. Såfremt de virksomheder, der angiver deres
primære bankforbindelse, kan antages at være repræsentative for de
enkelte bankers udlånsportefølje, vil der være basis for at inddrage institutspecifikke
forskelle med hensyn til kreditboniteten af udlån og garantier
i nedskrivninger beregnet ud fra konkursmodellen.
Under den seneste finanskrise har staten foretaget omfattende offentlige
støtteindgreb i form af bl.a. Bankpakke 1 (generel statsgaranti for
indskydere og simple kreditorer i pengeinstitutter) og Bankpakke 2 (offentlige
kapitalindskud i kreditinstitutter og mulighed for tilkøb af individuelle
statsgarantier på ikke-efterstillet usikret gæld) i henholdsvis
oktober 2008 og februar 2009. Uden disse offentlige støtteindgreb ville
den økonomiske krise uden tvivl være blevet værre og nedskrivningerne
i pengeinstitutterne dermed større, end det faktisk blev tilfældet. Dette
må holdes for øje, såfremt modellerne skal anvendes til simulation af
nedskrivninger i stressscenarier uden tilsvarende massive offentlige støtteindgreb.
Man skal endvidere være opmærksom på, at eventuelle tilbageløbseffekter
fra en stresset banksektor til makroøkonomien i et vist omfang
må håndteres separat uden for modellerne. De faktiske historiske nedskrivningsprocenter,
der er anvendt til estimation af modellerne, afspejler
de tilbageløbseffekter, der historisk har været tale om i forbindelse
med bankkrise. Såfremt de stressscenarier, som analyseres, indebærer et
makroøkonomisk forløb, som er værre end forløbet under de bankkriser,
som er indeholdt i estimationsperioden, kan der være behov for at
indarbejde ekstra tilbageløbseffekter uden for modellerne.
Det kan endvidere tænkes, at effekterne på nedskrivningerne af
bankkriser afhænger af frekvensen af bankkriser. Hvis der eksempelvis
kommer en ny bankkrise umiddelbart efter en bankkrise, kan det tænkes,
at effekten på nedskrivningerne vil være større, end hvis der går 15-
20 år mellem hver bankkrise. Det skal ses i lyset af, at husholdninger og
virksomheder ikke får meget tid til at konsolidere sig, såfremt en finanskrise
følges af endnu en finanskrise.