1 - The Royal Mint (of Denmark)

92
Kvartalsoversigt, 1. kvartal 2012, del 1
stabilt finansielt system, herunder en sikker betalingsafvikling. Disse
hensyn afspejler formålsparagraffen i Nationalbankloven, hvor det fremgår,
at Nationalbanken har til opgave "... at opretholde et sikkert pengevæsen
her i landet samt at lette og regulere pengeomsætning og
kreditgivning."
Nationalbankens tildeling af centralbanklikviditet
Nationalbankens seneste foranstaltninger har været rettet mod pengeinstitutternes
muligheder for at skaffe finansiering. I pengepolitikken
er fokus normalt på likviditeten i form af de pengepolitiske modparters
anfordringsindestående i Nationalbanken, centralbanklikviditet. Anfordringskonti
i Nationalbanken kaldes foliokonti, og indestående benævnes
ofte foliolikviditet. Foliolikviditet kan umiddelbart anvendes til at
afvikle institutternes indbyrdes betalinger og deres betalinger med
centralbanken. Nationalbanken sikrer gennem sin tildeling af foliolikviditeten,
at der er tilstrækkelig likviditet i det finansielle system til en
smidig og sikker betalingsafvikling. For at begrænse de midler, som
umiddelbart på eget initiativ kan anvendes til spekulation mod kronen,
er der desuden en ramme for modparternes samlede indestående på
folio.
Nationalbanken tildeler likviditeten i det finansielle system ved hjælp
af sine ugentlige ordinære markedsoperationer. Her tildeles likviditet
via udlån mod sikkerhed, og der opsuges likviditet ved salg af indskudsbeviser.
Derudover foretager Nationalbanken, i det omfang det er nødvendigt,
ekstraordinære markedsoperationer, hvor likviditeten styres via
køb og salg af indskudsbeviser. Modparterne har således mulighed for
at skaffe likviditet ved at sælge indskudsbeviser ved Nationalbankens
markedsoperationer, og de udveksler likviditeten på pengemarkedet.
Modparterne kan desuden handle indskudsbeviserne indbyrdes og belåne
dem i Nationalbanken. Nationalbankens pengepolitiske instrumenter
giver institutterne stor fleksibilitet med hensyn til at opnå likviditet mod
sikkerhed. Samtlige pengepolitiske modparter har adgang til markedsoperationerne
og kan frit bestemme mængden af de pengepolitiske lån
til den af Nationalbanken fastsatte udlånsrente.
De pengepolitiske modparter har i dag et samlet placeringsbehov i Nationalbanken,
og kun periodevis og i meget begrænset omfang foretages
lån i Nationalbanken, jf. figur 1. Under finanskrisen øgede modparterne
både deres lån og indskud i Nationalbanken frem til udgangen af
2008. Hovedparten af indskuddene var indskudsbeviser. Indskudsbeviserne
kan som nævnt omdannes til foliolikviditet ved markedsoperationerne
og udgør dermed et likviditetsberedskab for modparterne, jf.
Dam og Risbjerg (2009) og Jensen mfl. (2010).