Grib hverdagen - slutevaluering (pdf, nyt vindue) - Aarhus.dk

Scener fra dagvagtEn frostklar mandag morgen kl. 7 finder jeg det rum, hvor hjemmehjælpere og hjemmetrænere mødes. 8medarbejdere, 1 mand og 7 kvinder, sidder i lokalet med kaffe foran sig og blikkene rettet mod deres kørelister.På kørelisten står borgers navn, adr. telefon nr. og 1-3 linier om, hvad man skal ved borger.En kollega er syg, så der er omrokeringer.Snakken går omkring borgere: ”kender du hende”, ”hvad ved du om hende” osv. De aftaler, hvilke borgerede skal ud til sammen og hvornår. To af medarbejderne er i praktik; Lene, som jeg skal følges med, har arbejdeti hjemmeplejen i mange år; hun arbejder mest med Grib Hverdagen borgere.Efter 10-15 min. kommer en teamleder - hun fortæller, at deres kollega er syg så der er nogle ændringer.Åbenbart er disponenten fri fra arbejde, derfor træder teamlederen til. Hun beder dem synkronisere pda’erneog spørger, om der er noget, der skal siges fra weekenden. En fortæller, at der er kommet en ny medarbejderi aftenvagt og giver en del eksempler på de fejl, den nye medarbejder har begået. Et af problemerne erhos en misbruger. Lene siger, hun også har et problem deroppe; hver gang hun kommer, er der ikke et stedat sætte noget på, der er så beskidt og fuld af gammel opvask, at der er mug på opvasken. En af praktikanternesiger, at hun prøver at gøre noget, men det er svært at komme til. En medarbejder siger, at her skalman ikke høre, hvad borger siger, for ellers gror det til i skidt. Lene siger, at hun godt kan komme til at gørenoget, men er træt af at andre ikke gør det. Teamlederen skærer igennem og anerkender, at Lene siger somhun gør og siger, at det lyder som om kolleger svigter, og at netop ved denne borger skal man bare gøre det,selvom borger måske nok siger, ”det skal jeg nok selv”.Før vi går, ”lander” Lene snakken med praktikanten. Alle låser nøgleskabet op, tjekker med køreliste ogsnupper nøgler – nøgler til borgeres huse og cykelnøgler. Næsten alle de borgere, som Lene har på kørelistener rehab-borgere. Men ikke den første.1. besøg er i en boligblok. Hos en gammel dame med arabisk baggrund. Hun bor sammen med sin søn ogsvigerdatter og børnebørn. Hun ligger i sengen, tynd, med masser af rynker og et venligt, tandløst smil. Hunsmiler, men forstår ikke dansk, hun snakker lidt til os på arabisk, Lene svarer på dansk. Hun skal vaskes,klædes på, have skiftet ble, på toiletstol, friseres, have the og lidt mad. Hun skal også have piller. Vi er sentpå den, Lene arbejder med hurtige, sikre bevægelser. Lige så hurtige bevægelser Lene har, ligeså langsommeer den gamle dames. Lene må flere gange fjerne hendes hænder fra sidegærdet og siger til mig ”jeghar lidt travlt, og så bliver hun nervøs og kan ikke slappe af”. Snakken med damen foregår ved hjælp af tegnog nemme ord og smil. Da Lene reder hendes hår og fletter det, aer hun hende på kinden og siger ”sikke etsmukt hår, du har”. Vi får et nyt smil.Vi cykler af sted igen. 2. Besøg er hos en borger, der er i Grib Hverdagen. Han fik en hjerneblødning på enferie sidste år og kom til et regionalt genoptræningcenter. Han har været i Grib Hverdagen i omtrent to måneder.Han er lam i den ene side, ligger i sengen. I dag skal han have bad, i tøjet og hen til bordet, hvor hanskal have morgenmad. Lene guider ham, og siger han selv skal kunne det. ”Jeg er så glad for Lene, hunpresser mig, men det er godt. Jo, hun har hjulpet mig meget”, siger han. Han har et uridom, som han selvprøver at tage af. Lenes bevægelser er nu mere langsomme, hun står ved siden af, en gang imellem laverhun lidt i køkkenet eller badet mens hun blinker til mig: blinket betyder, se han skal selv, fornemmer jeg. Ar-44