Grib hverdagen - slutevaluering (pdf, nyt vindue) - Aarhus.dk

ejdstelefonen ringer flere gange, det virker til at stresse Lene, som ikke når at tage den to af gangene,mens hun er midt i badesituation.Sygeplejersken kommer, hun skal give insulin. Siger hun gerne vil se, hvordan han selv gør det. Om det errigtigt, at han et par gange selv har stukket sig? Det er det.Han tager selv maden i køkkenet og går hen til spisebordet, langsomt ved hjælp af rollator.Da vi går, snakker vi med sygeplejersken udenfor. Hun bekræfter, at han er kommet langt på kort tid, at hanfik en stor nedtur, fordi han havde fået at vide på det regionale genoptræningscenter, at han ikke ville kommetil at gå igen. Lene og sygeplejersken snakker om borger og familien. Lene fortæller, at børnene selv villegøre alt for faren, så hun kaldte dem sammen til snak for at fortælle dem, at de ikke hjælper ham ved at gøreting for ham; han skal selv lære det.Vi kommer til villakvarter. Borger er en ældre kvinde, meget slank og adræt med et smilende åbent ansigt.Hun har stomi, og er lige startet i Grib Hverdagen. Lene er usikker på, om hun overhovedet kan rehabiliteresog selv komme til at klare stomi posen – ikke mindst fordi hun mener, hun ikke husker så godt. Hun skal haveskiftet posen; hun er bange for at der kommer hul i posen, når hun er ude. ”Det sker kun meget sjældent”,siger Lene.Mærker tydeligt, at Lene har mere tid ved denne borger– rolige bevægelser, tid til at snakke lidt, men hele tidensætter hun borger i gang med noget: ”jeg finder dine piller, hvis du sætter vand over til the og koger æg”.Vi småsnakker, mens ægget koger færdig. Lene sørger for, at borger får piller og proteindrik; ”Der er kun enmere tilbage i køleskab”, ”Ja, men der er bestilt ny forsyning. I kan godt gå nu”. Lene snakker videre, borgersnakker om vejret. Lene sørger for, at hun er i gang med at spise, før vi tager afsted. Og siger ude ved cyklerne,”hun siger godt nok, hun spiser, men vi kan jo se på stomi poserne, at det kniber lidt med indtag”.Lene ringer til næste borger, og siger at vi bliver en smule forsinkede, men er på vej.En anden dag, et andet område. En sosu hjælper, som ikke er med i Grib Hverdagen siger, at hun følgerprojektet gennem to kolleger, der er med i det. Men hun synes ikke, det er alle det er lige relevant for: ”flereaf dem er jo så gamle, så de falder jo igen. Så hvis de er i Grib Hverdagen, og afsluttes, så kommer de jo tilbageigen, så jeg ved ikke, om det kan betale sig.”Senere, samme dag. Jeg følges med en hjemmetræner, Sanne. Vi er ved en Grib Hverdagen borger i90’erne, som skal have støttestrømper på.Borger: ”Åh, jeg er så træt, det var jeg også i går, der gav de mig dem på, vil du ikke nok hjælpe mig?”Sanne: ”Hvor er de? Her - hvis jeg nu sætter mig på skamlen her, og du starter…”Borger, med støttestrømpe i hånden: ”Åh, jeg tror altså ikke, jeg kan i dag”Sanne: ”Start lige så stille, vi har tid til det. Fik du besøg af din datter i går?”Der går en rum tid, og pludselig er den ene strømpe på, så den anden.Borger: ”Det troede jeg godt nok ikke, jeg kunne i dagSanne, smilende: ”Det var flot!”.Senere fortæller Sanne om næste Grib Hverdagen borger, vi skal ind til: ” Hun vil det bare, og hun er kommetså langt. Og det er godt for mine kolleger at møde hende. Du hørte godt på hende, vi lige var inde ved,45