Hvis handel var gratis, ville resultatet blive det samme som i modellen, hvor der ikke var omkostninger vedat handle. I equilibrium vil de to incentive være ens, og derfor må den optimale strategi være:' P H b P H I'REP 2 Hegning AResultatet afspejler, hvad vi må forvente, der sker i markedet. Renten for at låne kapital stiger medbeløbets størrelse. Desuden kan ingen kan låne penge til den risikofri rente, da der ikke eksisterer enrisikofri rente. Hvis både agenten og virksomheden kan forsikre agenten mod udsving i markedet, vil denoptimale ligevægt være der, hvor deres marginale omkostninger er ens, dvs. den ligevægt der er afspejletovenover. Sandsynligvis vil prisen virksomheden betaler for at handle og låne i markedet være mindre endagentens P RPE P Hegning , hvorimod agentens handler vil reducere agentens risiko mere direkte, da ledelsenkender sin nyttemaksimerende politik bedre end bestyrelsen. De to effekter vil give en naturlig ligevægt,hvor agenten handler i markedet, men stadig har en kontrakt med RPE elementer.En model med et lignede resultat er beskrevet i Christensen & Feltham (2005). Bogen beskriver en model,hvor agenten kan handle i markedet, og principalen er risikoavers. Som tidligere beskrevet giver Jins modelsamme resultater i en standard principal‐agent model, hvor begge aktører er risikoaverse og kan investere iet CAPM marked (Jin 2000). Christensen & Feltham konkluderer, at principalen og agenten skal have ensmarginal rate of substitution i forhold til economy wide events. Resultatet viser den samme effekt somresultatet ovenover, hvor den optimale marginal rate of substitution afhænger af handelsomkostninger ogmarkedsvarians, der symboliserer economy wide events.3.5 KonklusionAntagelsen om, at topledelsen selv vil handle i markedet for at minimere deres risiko, er plausibel. Darationelle aktører vil bruge alle metoder til rådighed for at maksimere deres personlige nytte, vildirektionen optimere deres personlige investeringspolitik eller ansætte en ekstern rådgiver til formålet.Hvis direktionen forsikrer sig selv i markedet, kan det ikke betale sig for virksomheden at forsikre dem igen.Jeg beregnede Jins (2002) model, hvor agenten kan handle i et CAPM marked og inkluderede Maugs (2000)RPE mål i kontrakten og fandt, at profitten blev den samme, uafhængigt om virksomheden eller agentenhandlede i markedet. Hvis direktionen kan handle i markedet, kan det derfor ikke betale sig forvirksomheden at anvende en RPE kontrakt og forsikre agenten igen.Agentens forsikringsudformning blev afgjort af modellens timing. Virksomheden vil dog være svagt bedrestillet ved at overlade risikoreduceringen til agenten og dermed eliminere en betingelse. Hvis modellenholder, vil virksomhederne overlade al forsikring til agenten. Et problem med det beskrevne resultat er, atdet bygger på en antagelse om, at agenten og virksomheden kan låne penge til den risikofrie rente. Rentenvil dog ikke forventes at være en konstant, men stigende i lånets størrelse, relativt til den stillede sikkerhed.Jeg forventer, at virksomheden kan stille en større sikkerhed end agenten og derfor kan låne billigere.Hvis både virksomhed og agent har omkostninger ved at handle i markedet vil den optimale risikodelinghave en naturlig ligevægt. Den vil være der, hvor den marginale reduktion i risikopræmien ved handel i58/76
markedet er ens for både agent og virksomhed. Det er økonomisk intuitivt, at løsningen bliver en ligevægt,hvor begge parter handler i markedet.De empiriske undersøgelser fandt tegn på at, RPE blev anvendt i forhold til regnskabstal og kun i en megetlille og usignifikant grad i forhold til markedstal. De usignifikante empiriske resultater kan tyde på atagenten selv handler alt usikkerhed i forhold til markedstal væk.Det er dog mærkeligt, at CEO kun eliminerer behovet for RPE i forhold til markedstal og ikke samtidighandler behovet for RPE i forhold til regnskabstal væk. En logisk forklaring på, at RPE i forhold tilregnskabstal ikke elimineres, er hvis virksomheden billigere kan forsikre CEO mod variansen iregnskabstallene. Derfor kan det være, at vi observerer en ligevægt i markedet, hvor den optimale kontraktanvender RPE i forhold til regnskabstal for at formindske risikopræmien, og CEO hedger usikkerheden iforhold til markedstal væk. Hvis virksomheden billigst kan reducere risikopræmien i forhold til regnskabstalog CEO billigst kan reducere risikopræmien i forhold til markedstal, vil vi observere en naturlig ligevægtempirisk.Hvis den optimale løsning er, at CEO handler i markedet og eliminerer behovet for RPE i forhold tilmarkedstal, er det logisk at de empiriske undersøgelse ikke kan finde en signifikant sammenhæng mellemCEO kompensation og relative markedstal, da der ikke er en.Vi må forvente, at CEO tænker rationelt og optimerer sine investeringers risikostruktur og formueforretningi markedet. Endvidere kan vi observere, at der ingen signifikant sammenhæng er mellem CEOkompensation og relationen mellem virksomhedens markedstal og branchens eller de aggregeredemarkedstal. Derfor virker det plausibelt, at virksomhederne ikke inkluderer RPE i forhold til markedstal, daCEO handel eliminerer behovet.Konklusionen om at RPE i forhold til markedstal ikke har betydning i en LEN model med handel, daagenterne er selvforsikrede i markedet, ændrer ikke ved Holmström og Kims konklusion. Principalen skalstadig bruge alle informationsvariable, der kan minimere risikopræmien, men hvis agenten allerede selv haranvendt en informationsvariabel til at eliminere risikopræmien, er der ingen grund til at implementereinformationsvariablen i den optimale kontrakt, da den ikke indeholder ny information.I modellen bliver al information, der kan minimere risikopræmien inkluderet, og der opstår en mereoptimal risikodeling, selvom agenten anvender informationen i stedet for principalen. Igen er problemet, atHolmström ikke anviser, hvordan den optimale kontrakt skal se ud kun, at den skal indeholde alle relevanteinformationsvariable.59/76