Musikfaget i undervisning og uddannelse - Dansk Netværk for ...

stilles der også krav om at se musikken som et ”socialt kulturfænomen”, altså sætte ”værkerne” ind
i en større sammenhæng - den socialhistoriske, den kulturelle.
En anden alliance i disse år, og som i høj grad er oppebåret af de samme ildsjæle fra gymnasie- og
universitetsverdenen, er samarbejdet med Danmarks Radios Undervisningsafdeling. På
gymnasierne savner man klingende og tekstligt materiale til den musik, der interesser eleverne –
den rytmiske musik. Skoleradioen, som det også hedder, bringer en lang række udsendelser som
kan dække de nyformulerede bekendtgørelsers behov. I første omgang ”Status over beatmusikken i
60erne”, ”Musik, menneske, miljø” og senere, i starten af 1980’erne udgives undervisningshæfter
om ”Jazz”, ”Rock´n´ roll”, ”Beat”, ”Poprock, disco, reggae”, primært hæfter som kombinerer
sociologiske og musikalske tilgange til de nævnte genrer: læs om tidens strømninger, hør og
analysér musikken og teksterne. Men det nye er at forfatterne tillige har ”planket” tidens mest
interessante numre, altså lyttet musikken af fra LP-pladen, skrevet den ned på noder, så elever og
lærere nu kan analysere ud fra en nodegengivelse OG selv synge og spille musikken. Også forlaget
Egtved udgiver pædagogisk tilvirkede bøger om de samme genrer. Hvis læreren ikke mestrer
undervisningen i de nye genrer, så er han/hun godt hjulpet af, at man i fællesskab kan lytte til 30
minutters radioudsendelser på kassettebånd om emnet. DR ser sig som en pædagogisk og kulturel
medspiller til musikundervisningen også op igennem 1980’erne, og med til det hører også, at man
jævnligt ser musiktransmissioner og musikudsendelser på tv-skærmen. Ikke blot pædagogiserede
indgange til musikken, men også programmer, der rækker ud til et bredt, alment publikum. I
bogform udgives en helt ny gennemskrivning af ”Den europæiske musikkulturs historie” i 1982,
herunder også den rytmiske. Det resulterer i en ambitiøs tv-serie med tilsvarende hæfte til brug også
for gymnasiernes musikundervisning. Der bliver lavet Jazzportrætter, og radioen sender flere
udsendelsesrækker, der ser jazzen, rocken og den klassiske musik i de lange linjers perspektiv. I
mere magasinpræget form bringes radio- og tv-udsendelser af journalistisk tilsnit. ”Musikhjørnet”,
”Jazznyt”, ”Musikmagasinet” og ”Bolero” er eksempler på dette. Musiklærerne og dermed også
eleverne kan via medierne holde sig nogenlunde orienteret i, hvad der sker rundt om i musiklivet.
I bekendtgørelsen fra 1976 formuleres det i tre punkter:
”Formålet med musikundervisningen er at gøre eleverne bevidste over for musik som menneskelig
udtryksmåde og meddelelsesform. (… ) Formålet søges nået gennem arbejde med 1) Aktiv
musikudøvelse, 2) Bevidst lytten og 3) Musik som socialt kulturfænomen.”
Succeshistorien op igennem 1980’erne og 1990’erne
Musik er op igennem 1980’erne og ´90’erne, som tilfældet siden 1800-tallet, en obligatorisk del af
gymnasieuddannelsen. Derudover tiltrækker musikgrenen fra 1958 et stigende antal elever, så 40 %
af skolerne har en musikgren i 1984 og 85 % har det i 1991.
Der er gode grunde til at dvæle ved det mange har kaldt succeshistorien for musikfaget op igennem
80’erne og 90’erne. At antallet af elever med musik på mellemniveau og højt niveau langsomt
forøges, er uomtvisteligt, men jeg vil godt byde ind på en flerspektret forklaring, som samtidig kan
bruges til at belyse de ændrede tilstande efter år 2000.
Fra amatørisme til professionalisering, institutionalisering, og lovgivning
I midttresserne og et godt stykke op i 1970’erne ser vi et folkeligt, amatøristisk boom inden for pop-
og beatmusikken. Musik er en meget væsentlig del af ungdomskulturen og dens mange bevægelser.
Om man er på venstrefløjen, bøsse, grønlænder, anarkist, flipper, kvinde, lesbisk, christianit,
22