Musikfaget i undervisning og uddannelse - Dansk Netværk for ...

2008 årg. A 2009 årg. A 2008 årg. B 2009 årg. B 2008 årg. C 2009 årg. C
Billedkunst Xx Xx 3.9 3.1 32.1 32.6
Dramatik Xx Xx 1.6 1.6 8.7 9.6
Mediefag Xx Xx 6.5 6.4 11.4 14.1
Musik 9.9 9.4 5.4 3.8 33.0 28.3
(kilde: UNI.C Statistik & Analyse, 19. august 2008 v. Kristine Flagstad)
Med gymnasiereformen er musik fortsat det eneste kunstneriske fag på A-niveau og opretholder
dermed den faglige status, det fik i 1958 som grenfag, men som det ses af ovenstående, så er de
kunstneriske fag kommet i indbyrdes konkurrence om elevernes valg, og her går musikfaget
tydeligvis tilbage. Det er dog fortsat det største kunstneriske fag. På hf-uddannelsen, som har sine
helt særlige vilkår, forsvinder det anvendelsesorienterede musikfag som tilvalgsfag, hvor eleverne
foruden musikkundskab og musikudøvelse, skulle lære at spille på et instrument, begrundet i at
netop denne uddannelse sigtede mod en seminarieuddannelse. Dette særlige tilvalgsfag erstattes af
gymnasiets B-niveau.
Det er en tilbagegang som den faglige forening for musik i disse år gennemanalyserer, for hvis de
unge er så interesserede i musik, hvorfor vælger de så ikke faget, når de skal i gymnasiet? Det er
hovedspørgsmålet. Et polemisk svar tilbage kunne være, at de unge ikke interesserer sig så meget
for musik som tidligere? – eller på en anden måde? – eller fordi virkeligheden uden for
gymnasieskolen ikke interesserer sig så meget for musik som tidligere? Man kunne også vende den
om og sige, at hvis faget som nu havde været et valgfag i 80’erne og 90’erne, hvordan ville det så
have set ud? Det er meget svært at sammenligne et obligatorisk dannelsesideal med et frit valg, og
usikkerheden m.h.t. at finde begrundelser er betydelig. Flere universitetsspecialer fra Ålborg, Århus
og København beskæftiger sig med musikfagets tilstand efter reformen og er dermed med til at
understøtte det refleksionsarbejde, der foregår i det musikfaglige miljø i gymnasiet. En påstand i
flere specialer er bl.a. at dannelsesdiskursen, som har legitimeret de obligatoriske 1.g.
musikundervisning, har tabt over for markedsdiskursen. Efterfølgende citat kunne godt pege i den
retning. I en kronik skriver en lærer og en rektor: ” Netop de kompetencer og indsigter, man når i de
kulturelle og kreative fag, vil i allerhøjeste grad blive efterspurgt i fremtiden. Her har vi som
gymnasier i Hovedstadsregionen en særlig rolle og forpligtelse: Netop i Hovedstadsregionen står
oplevelsesøkonomien allerede stærkt, uddannelser inden for den er etableret, og de musisk-kreative
jobområder er omfattende. Skal man i regionen udvikle og fastholde de unge mennesker, så de tør
vove noget på feltet og innovativt vil medvirke til oplevelsesøkonomiens vækst, kræver det noget
særligt; det er det, KULT kan give. Derfor har vi fra starten lagt vægt på samarbejdet med en lang
række kulturinstitutioner. Vi er rykket ud af skolen og ind i kulturlivet, fordi elever og lærere derved
udfordres, stimuleres og motiveres i samspillet med det professionelle miljø. Men vi tror også, at vi
har noget at byde på. Dels er unge, interesserede gymnasieelever en oplagt målgruppe for
kulturinstitutionerne til at afprøve og få respons på deres formidling. Dels har kulturinstitutionerne
og samfundet i det hele taget brug for innovative og kreative mennesker.” (Politiken, 2008)
Det er tydeligt at musikundervisningen i Danmark befinder sig i en brydningstid. Lovgivning og
kulturpolitik, der før har understøttet musiklivet og musikundervisningen, er under pres. At skulle
legitimere grundlæggende musikalske værdier og musikalske undervisningstraditioner i et
velfærdssamfund kommer tydeligt bag på mange i kulturlivet, professionelle som amatører.
26