Musikfaget i undervisning og uddannelse - Dansk Netværk for ...

musikvidenskabelige forskning. Men nu sker der det, at Gymnasieskolernes Musiklærerforening
kræver revisioner af den musikvidenskabelige uddannelses studieplaner på en sådan måde, at den
rytmiske musik får en fremtrædende placering i musikvidenskabens uddannelses-profil. Man sender
et brev til uddannelserne, hvor det hedder, at det ikke kan passe, at en nyuddannet kandidat skal
sendes på efteruddannelse i sammenspil, inden vedkommende kan sendes ud i gymnasiet. Dette
sker som følge af, at musikfaget i gymnasiet er under stigende pres fra en generel kritik, der siger, at
musikfagets praksis på dette tidspunkt har en altovervejende kunstmusikalsk profil, som er ude af
trit med elevernes og det øvrige samfunds musikalske interesser og virkelighed.
Den europæiske kunstmusik som musikvidenskabens genstandsfelt anfægtes også på en anden
flanke, - nemlig af et indefra kommende krav fra de universitets-studerende om generel inddragelse
af samfundsanalyse og kritisk teori. Kunstmusikken hævdes således på dette tidspunkt (i 1970erne)
at være udtryk for borgerlig ideologi. Dette blev sat på spidsen med påstanden om, at man ikke kan
lave marxistisk samfundsanalyse efter historisk-materialistisk tilsnit og samtidig lytte til Beethoven.
Musikkens samfundsmæssighed kommer altså i fokus med kritiske læsninger af musikhistoriske
fremstillinger.
1980ernes dagsorden er præget af en yderligere udvidelse af fagets genstandsfelt primært imod
inddragelse af den rytmiske musik på alle felter. Der sker en gradvis opblødning af fagets forståelse
af sig selv som udelukkende et gymnasiefag. Man bevæger sig hen mod en bredere
kulturformidlende profil. Samtidig bliver 1980erne det årti, hvor nedskæringer og forringelser af
fagets bevillingsmæssige vilkår for alvor begynder at sætte ind. Ved indgangen til 1980erne har
man nu en situation med tre musikvidenskabelige institutter. Ålborg-uddannelsen kommer nemlig
til i 1976/77, forankret i en tværæstetisk basisuddannelses-struktur. Studiet går her igennem en lang
opbygnings- og konsolideringsfase, et enkeltfagligt Institut for Musik og Musikterapi dannes først i
1986, og man får først i 1990 besat et professorat (som Finn Egeland Hansen fra DLH tiltræder).
Økonomi
I 1980erne påbegyndes en bølge af forringelser, som endnu ikke synes at have sluppet faget (jf.
Krabbe: 1997, 17). Dette fortsætter i 1990erne (jf. SE, s. 36). Kbh.-instituttet betegner i 1999 sin
situation som ”ekstremt dårlig” (KbhSE, 5). Københavner-instituttets bevilling er ikke tilstrækkelig,
selvom der skæres i semesterlængden og der bruges af kompensationsmidler (KbhSE, 39). Kbh.
skiller sig ud, idet den ellers smukke gamle bygning, der huser instituttet (oprindelig en gammel
frimurerloge), i 1998 af personalet betegnes som ”temmelig ramponeret” (KbhSE, 39). Om
bygningsforholdene i Kbh. noterer evalueringscenteret året efter nøgternt at:
” … vedligeholdelsesstandarden [er] meget ringe og inventaret utidssvarende og nedslidt” (SE, 37).
På grund af uddannelsens projekterede udflytning til Amager er en egentlig afhjælpning af disse
lokaleproblemer blevet udskudt på ubestemt tid. I Ålborg og også til dels Århus har man generelt
klart bedre lokale- og bygningsmæssige forhold.
Også Århus protesterer imidlertid mod de påførte forringelser, der i perioden ca. 1988-1998 handler
om stramninger af SU-regler og stramning af normerede studietider (ÅrhSE, 9, 10). Også her har
man i 1990erne økonomiske problemer, - problemer der med sig trækker nedskæringer i
62