Den sproglige dimension i naturfagsundervisningen

I takt med en stigende erkendelse af, at dette ikke er et perifert og forbigående
fænomen, men snarere et udtryk for globale demografiske ændringer, der sætter sit præg på hele det
danske uddannelsessystem, har der været en øget interesse for at få belyst de pædagogiske
problemstillinger, der er knyttet til en integration af sprog og fag/indhold i flersprogede
klasseværelser.
Dette projekt skal ses som et bidrag til denne afdækning. Et bidrag, der sætter fokus
på den sproglige dimension i flersprogede klasseværelser, hvor undervisningen foregår på et sprog,
som er et andetsprog for nogle eller alle elever, og på de pædagogiske problemstillinger og
muligheder, der kan være forbundet med at integrere den sproglige dimension i
naturfagsundervisningen i to konkrete tilfælde.
Projektet tager sit teoretiske afsæt i den sprogpædagogiske og uddannelsespolitiske forskning i
integrationen af sprog og fag i relation til tosprogede elever samt relaterede problemstillinger i
tilknytning til tosprogede elevers skolegang (se herom Laursen 2003, 2004; se endvidere fx
Hägerfelth 2004, Horst (red.) 2003, Axelsson, Lennartson-Hokkanen & Sellgren 2002, Hajer 2000).
Analyserne af de sproglige udfordringer hviler primært på socialsemiotisk tilgang til
sprog (Halliday 1978, Halliday & Martin 1993, Lemke 1989, 1990) samt til visuelle og
multimodale repræsentationer (Kress & Van Leeuwen 1996, Kress, Jewitt, Ogborn & Tsatsarelis
2001, Kress 2003, Lemke 1998 a & b). Socialsemiotikken 3 er grundlæggende en teori om, hvordan
mennesker skaber betydning, og betragter fra det udgangspunkt sprogbrug og brug af andre
semiotiske systemer som sociale processer. Ethvert fællesskab 4 har sin egen måde at skabe
betydning på. Socialsemiotikken beskæftiger sig med at identificere mønstre i denne
betydningsskabelse og analysere individuel adfærd i relation til dem.
3
Lemke (1998:3) beskriver – med afsæt i semiotikken – socialsemiotik på denne måde: ”Semiotics, most basically, is
the study of how we make meaning using the cultural resources of systems of words, images, symbols, and actions. It
looks at every object and action as a sign, as having a meaning that goes beyond its properties as a matial object or
process, a meaning for some other system, which interpret the sign as having this further meaning (e.g. Peirce 1955 and
Houser & Klossel 1992; Saussure 1915). Social semiotics looks at these meaning-making practices and activities as
social processes, as something we learn to do as members of communities, and which we tend to do in characteristic
ways that index our communities as much or more than our own individuality.” (Referencerne kan findes hos Lemke
1998).
4
Lemke (1990) forstår et fællesskab som et dynamisk materielt og semiotisk system, der udvikler sig gennem interne
og eksterne interaktioner.
10