Når chefen kigger med - VBN - Aalborg Universitet

2: Jeg synes selv, det er rimeligt, at arbejdstid det er arbejdstid, ikke?
4: Ja (bilag 2, spørgsmål 1)
Analyse
Det er altså ikke 4 og 3’s indtryk, at de ansatte i kigIT bruger ret meget tid på
private ting, når de er på arbejde. Den vurdering er 2 dog imidlertid langt fra
enig i, og hun protesterer ret kraftigt imod 4 og 3’s udsagn. Det er desværre
ikke muligt for os at vurdere, hvem, hun mener, synderen er, vi kan blot
konstatere, at hun italesætter en mistillid til nogle personer i virksomheden,
som angiveligt ikke er hende selv, i og med hun understreger, at hun selv
mener, ”det er rimeligt, at arbejdstid er arbejdstid”. Det udsagn tolker vi som et
udtryk for, at hun dermed forsøger at italesætte, at hun selv efterlever det
moralske ansvar, man som ansat har, og at det derfor er nogle andre end hende
selv, der er problemet. Det personlige pronomen ’jeg’ er i den henseende
vigtigt. For ved at hun kun inddrager sig selv og ikke hele gruppen med
pronomenet ’vi’, så sætter 2 sig selv i en subjektposition, hvor hun er mere
lovlydig end de andre. Dermed ekskluderer hun så at sige de andre fra det
lovlydige selskab, indtil de ved egen kraft får inkluderet sig selv igen.
Sådan tolker 3 måske også forløbet, han vender i hvert fald rundt på en
tallerken lidt senere i spørgsmål 3 i forbindelse med, at gruppen igen diskuterer,
hvor mange ansatte, der sidder i virksomheden og bruger for meget tid på ikkearbejdsrelaterede
ting.
4: Men tror du, der er 10 eller 100 medarbejdere i [kigIT], der gør det?
2: Ja!
3: Ja, vi er 3.000 (.) der er sgu hundreder
4: Det tror du?
3: Ja, det tror jeg! (bilag 2, spørgsmål 3)
Det er her bemærkelsesværdigt, at 3 i løbet af to spørgsmål er gået fra, at han
ikke mener, at tidsrøveri er det store problem, til at der pludselig er ”hundreder”,
der sidder og laver for lidt. Det er ikke til at sige, om det har noget at gøre med
den subjektposition af lovlydige medarbejdere, 2 tidligere har italesat. Men vi
kan i hvert fald konstatere, at 3 med sine udtalelser får ridset begge sider af et
ideologisk dilemma op og med sin sidste ytring får inkluderet sig selv i det fine
selskab af lovlydige medarbejdere ved at lægge vægt på, at der er hundreder
frem for eksempelvis at kriminalisere sig selv ved at sige, vi er hundreder.
Hermed italesætter han – ligesom 2 – at han ikke er en del af gruppen af
tidsrøvere samtidig med, at han godtager 2’s karakteristik af nogle af
medarbejderne som værende lidt for flittige med de private ting i arbejdstiden.
59