Når chefen kigger med - VBN - Aalborg Universitet

Analyse
66
i vores personalepolitik (.) selvfølgelig må man da det. Du må også gerne tale
privat telefon, men bare ikke knevre hele dagen, vel? Sådan nogle ting.
Selvfølgelig må du også gå på nettet og finde den færgebillet, du skal bruge, eller
hvad fanden det kan være. Altså (.) klart! Men arbejdstid det er arbejdstid, ikke?
Ellers kunne man jo blive hjemme (3) hvis man ikke vil arbejde (bilag 2,
spørgsmål 1)
2 understøtter sit argument ved at lave en narrativisering, hvor hun bruger
eksemplet med telefoner og sætter dermed evnen til at kunne tilpasse sit
forbrug ind i en lignende kontekst.
Vi har i de ovenstående eksempler vist, at der ikke er fuld enighed om, at alle i
virksomheden kan stå indenfor brugen af arbejdstiden på private handlinger –
altså omfangsmæssigt. Der er dog konsensus om, at alle i gruppen godt kan
administrere deres egen tid fornuftigt.
Her italesætter person 2 et rationale om, at der til tider bliver brugt for meget
af arbejdstiden til private ting. Hun mener dog lige som de andre, at man ikke
skal se alt for nøgternt på tingene og ikke tælle alt ikke-arbejdsrelateret som
spildtid.
Hvor grænsen så går for, hvornår det er ”spildtid”, og hvornår det er ”privat
tid, man kan stå inde for”, får vi dog ikke direkte specificeret her. Dette bliver
først mere udspecificeret under diskussionen af spørgsmål 3:
2: Ja, hvis det er ikke-arbejdsrelateret, så synes jeg, at 45 minutter [griner] er i
overkanten (.) for at sige det mildt. Det, synes jeg, er for meget, ikke? (bilag 2,
spørgsmål 3)
5 følger efter en kommentar fra 4 op og siger:
5: Ja, det lyder af meget i mine ører (.) rigtig meget (bilag 2, spørgsmål 3)
2 sætter her tal på og siger at 45 minutter er i overkanten, og 5 stiller sig enig.
Da dette ikke bliver modsagt kunne det tyde på at være en grænse, alle kan
godtage.
Denne forståelse ser det i hvert fald ud til, 1 også har, da hun i samtalen efter
spørgsmål 10 samler op på, hvor grænsen for, hvad man må lave af ikkearbejdsrelaterede
ting i arbejdstiden, går:
1: Men det må jo (.) for nu sad vi jo alle sammen her og sagde, at 45 minutter
det var da helt vildt lang tid at sidde og bruge på private ting, og hvor du så siger,
det er der i hvert fald nogle medarbejdere, der gør, ikke?
2: Det er jeg stensikker på
1: Jamen det er jo så også nok måske afdeling for afdeling, men altså i hvert fald
fra person til person, hvor meget, man synes, der er (.) fordi altså (.) vi er helt
klart (.) jamen det er okay lige at ringe til lægen og bestille den her tid og…
2: Ja selvfølgelig er det det (bilag 2, spørgsmål 10)