Falk Heinrich Transiente kommunikationssystemer - ucla.edu

104
KAP. 4 | TRANSIENTE KOMMUNIKATIONSSYSTEMER
systemteoretiske tænkning kroppens autopoiesis, selvom han på ingen måde bestrider
nødvendigheden af fx den neurofysiologiske underbygning.
Den moderne neurologi påstår derimod, at al kognition er styret af neurofysiologisk
aktivitet, der for det meste er ubevidst. Bevidstheden er et sidste, emergent trin af neuronale
aktiveringer - toppen af isbjerget. Denne videnskabs empiriske forsøg kan blotlægge
hjernecentrenes funktion i forhold til sansning og tænkning. Den kan komme med
værdifulde antagelser vedrørende nervecentrenes komplekse interferenser med tilhørende
fortolkninger hvad angår fx emotioners betydning for bevidsthed og tænkning. Men
hvordan bevidstheden opstår, altså springet fra nerveaktivitet til de forestillinger, vi kalder
bevidsthed, kan neurovidenskaben (endnu?) ikke forklare. Desuden er empiriske
forsøgsopsætninger baseret på konceptuelle overvejelser, ligesom disse forsøgs resultater
kun kan være en fortolkning og dermed en forskelssættende iagttagelsesakt.
Neurovidenskaben kan altså endnu ikke give svar på kroppens funktion i interpenetrationen
mellem kommunikation og bevidsthed. Selvfølgelig også fordi denne videnskab ikke
anerkender bevidsthed og kommunikation som rekursive systemer. I forlængelse af
neurofysiologiens resultater, tænker fx Lakoff og Johnson i Philosophy in the Flesh 239
mentale koncepter som værende betinget alene af kroppens fysiologiske konstitution. For
mig at se, er det ikke spørgsmålet om at bestride denne tilgang, men snarere om at udvide
den. Min påstand vil dermed være, at den menneskelige neurofysiologiske aktivitet også
har en mulighedsbetingelse i kommunikation, ligesom kommunikation ikke kan tænkes
foruden nervesystemet. (Kommunikation anses her som ”consensual coordination of
action” (Maturana)). Dette ville forstærke systemteoriens antagelse om, at menneskelig
bevidsthed kun kunne opstå i og med menneskets socialitet (kommunikation). 240
For at kunne nærme mig kroppens rolle i den interaktive digitale installationskunst, vil jeg
hente inspiration i Brian Massumis anvendelse af begrebet ’affekt’ 241 . Massumi er hverken
systemteoretiker eller neurolog. Han nærmer sig affekt-begrebet via en genlæsning af især
Bergson, Spinoza og Deleuze. Han tænker ud fra en fænomenologisk tradition, der
udelukkende tillægger sansingen den afgørende gestaltende kraft af fænomenverdenen og
dermed også kommunikation. Alligevel tillader jeg mig at indsætte Massumis begreber i
min systemteoretiske tilgang. Begrebet undergår derved uundgåeligt forskydninger i
forhold til Massumis læsninger. Ifølge Massumi er affekt ikke det samme som den
239 Lakoff, George og Johnson, Mark, Philosophy in the Flesh, Basic Books, New York, 1999.
240 På denne baggrund kunne man formulere den dristige påstand, at vores bevidsthed (som synes at være
definitionen på mennesket par excellence) ikke er mere end et nødvendigt onde, hvis eneste formål er at
understøtte og muliggøre vort avancerede sociale liv.
241 Massumi, Brian, Parables for the virtual, Duke University Press, Durham &London, 2002
interaktiv digital installationskunst