Falk Heinrich Transiente kommunikationssystemer - ucla.edu

56
KAP. 3 | GENLÆSNING AF INSTALLATIONSKUNSTEN
Selvom det måske ikke fremgår helt tydeligt, så taler Walther om kunstrecipienten, og ikke
kunstnerens, aktioner. Walthers værker udspiller sig kun, hvis kunstrecipienten er aktivt
deltagende. I sit værk Kopfstück skal kunstrecipientens hoved presses mod en pude, der er
monteret på vægen. Indtagelsen af denne position kræver en aktion. Den frembragte
position fordrer en ny og uvant vægtfordeling. Begrebet ”der komplette Bau” hentyder ikke
længere til et synergetisk kunstnerfællesskab, men har erfaret en betydningsforskydning
hen imod beskrivelsen af en aktiv aisthesis-handling hos tilskueren. Hos Walther bliver
”der Bau” til en værkbetegnelse, der definerer værket som handling, som gerne skulle
drage ’hele’ recipienten ind i værket, som i sidste ende består af alle deltagerens
handlinger. I den forstand er værket aldrig afsluttet med mindre værkets materielle
betingelser bliver fjernet og destrueret.
3.4 Installationens performativitet
Først i 1960'erne begyndte begrebet installationskunst at få status som betegnelse for en
selvstændig kunstart. Før da hentydede begrebet blot til en billedkunstudstilling, der er
blevet hængt op. Installationskunsten bliver anset for at være en formkondensation, der
udspringer af en opfølgning af den historiske avantgardes projekt. Ifølge Bürger var den
historiske avantgardes fokusområde overvindelsen af den barriere, der adskiller den
institutionaliserede kunst fra ”Lebenspraxis”. Bürger konstaterer, at avantgardens projekt
mislykkedes. Dermed har neo-avantgarden ingen berettigelse, konkluderer han. Hal Foster
derimod, ser den historiske avantgardes forsøg fortsætte i neo-avantgarden, om end placeret
i en anden kontekst og med en fokusforskydning: "[..]if the historical avant-garde focuses on
the conventional, the neo-avant-garde concentrates on the institutional." 129 Også for Archer er
det udstillingssammenhængen, der muliggjorde udkrystalliseringen af installationsformen
som kunstart. Dette skete på basis af en institutionskritik, som ’forgrund-baggrundsantimetabole’:
"As modernism gets older, context became content. In a peculiar reversal, the
object introduced into the gallery 'frames' the gallery and its laws" 130 . Forskydningen
medførte, ifølge Archer, at kunstværkets betydning ikke længere var indeholdt i det
udstillede objekt, men at den kun kunne opstå som ”encounter”. Neo-avantgardistiske
129
Foster, Hal The Return of the Real MJIT Press, Cambridge, London, 1996, s. 17
130
O’Doherty, Brian, Inside the White Cube: The Ideology of the Gallery Space, Lapis Press, San
Francisco, 1986, s. 34
interaktiv digital installationskunst