Falk Heinrich Transiente kommunikationssystemer - ucla.edu

196
ANALYSE 6 | Hershman, Wagmister: Time & Time Again
interessen for det fiktive figurs udtrykspotentiale en gennemgående faktor. Installationer
som Lorna, Deep Contact og Room of One’s Own kredser alle sammen omkring en fiktiv
figur. Ligesom i hendes tidlige værker, er den direkte konfrontation mellem figur og
recipient stadigvæk i fokus. Installationsdeltagerens digitalt medierede handlinger sættes
ind i et dialogisk spil med en fiktiv figur. I de allerfleste af hendes interaktive
installationsværker er figurens spil konstrueret af videofragmenter, der ligger i en database.
I de ovennævnte værkers strukturer ligger et prædetermineret lineært forløb med
forskellige narrative linjer i henhold til deltagerens interaktioner. Denne form for
gestaltning via determinering muliggør grundlaget for Hershmans altid medsvingende
beskæftigen sig med interaktionens betydning og konsekvens for den fiktive figur og for
det interaktive artefakt selv. Dermed rykkes begrebet interaktivitet og dets sociale
betydning i centrum af disse artefakters tematiske beskæftigelse. I Room of One’s Own er
præsentationen af den kvindelige fiktive figur uløseligt knyttet til deltagerens voyeuristiske
attitude. I sidste halvdel af 90’erne åbnede Hershman sine installationsværker for
Internettets datamængde. I disse værker fokuserer hun ikke længere kun på den
menneskelige installationsdeltagers interaktioner. Internettets fluktuerende datastrømme
fremstår i disse værker som udvidet styringselement. Det gør sig fx gældende i værket
Synthia (2002): en virtuel skærmbaseret figur bliver styret af verdensaktiemarkedet. Op- og
nedsving af aktiernes værdi er ansvarlig for Synthias humør. På det seneste beskæftigede
Hershman sig også med filmmediet. Teknolust (2002) problematiserer cyborg-figuren, altså
den digitale teknologis konsekvenser og forskydninger i forhold til mennesket som et
levende system.
Lynn Hershmans og Fabian Wagmisters installation Time & Time Again er blevet
konciperet til udstillingen Connected Cities – Processes of Art in the Urban network, som
åbnede i 1999 i Duisburg, Tyskland. Udstillingens titel påpeger, at udstillingen fokuserede
på et nyt informationelt netværk mellem urbane lokationer. Dette datanetværk menes at
have fået større relevans end industrialiseringens gamle infrastrukturelle strukturer såsom
motorveje, togskinner og flyruter. Udstillingen var situeret i Ruhrgebiet, som fordoms var
ét af Europas centre for sværindustri. Med sværindustriens ophør måtte en helt region finde
nye beskæftigelsesområder. Disse har vist sig at ligge mere og mere indenfor service- og
fritidssektoren, heriblandt også kultur og kunst. Skiftet fra industri- til informations- og
datasamfundet medførte et skift fra infrastruktur til info-struktur.
Installationen Time & Time Again kan bedst forstås som et netværk, der forbinder tre
forskellige typer rum: installationens fysiske rum, videotransmitterede urbane rum og et
website på Internettet. Til hvert rum var der knyttet forskellige (inter-)aktionsmuligheder.
Udstillingsrummet bestod i et rektangulært, mørkelagt rum i et museum. Én af rummets
fire vægge var et projektionslærred med tilhørende bagprojektion. På lærredet sås web-
interaktiv digital installationskunst