Falk Heinrich Transiente kommunikationssystemer - ucla.edu

220
ANALYSE 7 | McCormack: Eden
og proaktivt forhold til deres scriptede omverden (som ikke indeholder betragteren!). Eden
afskærer sig fra at opbygge et imaginært interaktionssystem. Værkets intention vedr.
Artificial Life skaber til gengæld forventningen om etableringen af et autopoietisk
interaktionssystem, ikke et som-om-interaktionssystem. Med lidt god vilje kan tilløbet til et
værkinternt interaktionssystem ses i organismernes mulighed for at opbygge
kommunikative strukturer indenfor dataverdenens ramme, såsom at synge og fouragere
simultant plus en (automatiseret) kausalitet mellem lyd og bevægelse hen imod lydkilden.
Men de programmerede delprogrammer - ’organismer’ - er under ingen omstændigheder i
stand til at kommunikere med betragteren (der jo ikke eksisterer i den virtuelle verden).
Edens påståede interaktivitet (andet sted bruger McCormack begrebet reaktiv, som nok er
bedre valgt) kan altså ikke tjene til etableringen af et artificielt kommunikationssystem
mellem kunstdeltager og det computationelle system. Dermed falder denne installation
udenfor min konceptuelle ramme. Men som grænsefænomen er artefaktet alligevel
interessant. Det fører nemlig til spørgsmålet om Edens re-aktivitets æstetiske funktion.
McCormack skriver, at værkets re-aktivitet sprænger den virtuelle verdens hermetiske
lukkethed: ”Again, this [sensor-data og deres algoritmiske bearbejdelse, FH] creates
ambiguous causal relationships between the real and the virtual.” 433 Men kan der overhovedet
eksistere en kausal forbindelse mellem den spatiale, fysiske realverden og algoritmens
virtuelle verden? Den virtuelle verden udgøres af databeregninger og som sådan er denne
verden yderst real. Via referencesystemet kan de algoritmiske, kybernetiske operationer
anvende data, der beskriver aspekter af vores registrérbare verden. Den virtuelle verden er
ikke dens grafiske repræsentation
Generative værker som Eden komplicerer kunstens forskelsætning mellem real realitet og
imaginær realitet. Henviste begrebet real realitet før til samfundets realitet, altså den
realitet, kunstværker tager afsæt i og henviser til, så peger (ideen om) generative algoritmer
på en realitet, de selv konstituerer. Det grafisk repræsenterede er ikke lig med Edens
operationalitet, der er hinsides vor sanseverden. Selvom jeg før har understreget den
generative algoritmes kausallogiske regelbundethed, så er den resulterende dynamik ikke
umiddelbart til at forstå. Eden er en automaton, der netop ikke lader sig afkode via dens
grafiske-dynamiske repræsentation. Titlen ’Eden’ skal i den forbindelse ses som analogi.
Den guddommelige have bliver til metafor for den uforudsigelige skabelsesakt, nemlig
evolutionens kontingens. Det generative algoritmiske systems ’black box’-attributter hæver
systemet ind i en transcendent sfære – en nærmest guddommelig sfære. Hermed placerer
Eden sig selv indenfor en lang række af computerkunstværker, der på en gang er skabt og
433 http://www.fundacion.telefonica.com/at/vida/paginas/v4/eeden.html
interaktiv digital installationskunst