Falk Heinrich Transiente kommunikationssystemer - ucla.edu
Falk Heinrich Transiente kommunikationssystemer - ucla.edu
Falk Heinrich Transiente kommunikationssystemer - ucla.edu
You also want an ePaper? Increase the reach of your titles
YUMPU automatically turns print PDFs into web optimized ePapers that Google loves.
202<br />
ANALYSE 6 | Hershman, Wagmister: Time & Time Again<br />
lag. Det nu synlige foto gennemhullede videobilledet. Videorealismen blev kontrasteret af<br />
grafisk konciperede fotos. Luftoptagelser af store industriområder fortættede topologiske<br />
dybdeforskelle til todimensionale grafiske strukturer. Det samme gjorde næroptagelser af<br />
microchips, vandrør eller kabler. Meddelelsesakten lå altså også i forskellen mellem<br />
videorealisme og grafisk fortættede fotos. Forskellen accentueredes af deltagernes<br />
virtualiserede, dematerialiserede skyggekroppe, der havde mistet deres volumen.<br />
Deltagernes virtualiserede kroppe meddelte dermed information, som han/hun ikke selv var<br />
’herre’ over, men som først og fremmest blev processeret af de i computersystemet lagrede<br />
og/eller af systemet transmitterede billeder. Noget lignede udspiller sig på websiden. Webdeltagerne<br />
meddelte sig via musen. Hvad der blev selekteret var imidlertid determineret af<br />
det digitale system. For installationsdeltageren bestod web-deltagerens meddelelse i skift<br />
mellem videotransmissionerne - uden at han/hun nødvendigvis var klar over skiftenes<br />
afsender. Web-deltageren derimod anede tilstedeværelse af installationsdeltagere, der var<br />
ansvarlig for silhuetternes fluktuation (uden dog at denne viden tilføjede noget væsentligt<br />
til afkodningen af de transmitterede projektioner). Værket Time & Time Again dissocierede<br />
information og meddelelse, idet meddelelseshandlinger blev tilskrevet deltagerne,<br />
hvorimod information i form af lagrede kunstneriske udtryk med tilhørende tematik alene<br />
blev effektueret af computersystemet.<br />
Set ud fra dukkens perspektiv, var deltagerne og deres handlinger dog ikke del af<br />
kommunikationen. Dukkens blik var rettet mod projektionslærredet, hvorfra dukken<br />
udelukkende iagttog et dynamisk billede komponeret af videotransmissioner og<br />
skyggefotos. I dukkens blik var webdeltagerne og installationsdeltagerne sådan set ikke<br />
tilstede. Dukken iagttog udelukkende kommunikationens repræsentationer på lærredet. På<br />
billedniveau kunne der altså ikke iagttages en dissociation af meddelelses- og<br />
informationskomponenterne. Skyggernes meddelelseshandlinger indeholdt information –<br />
ikke mere, ikke mindre.<br />
Time & Time Again initialiserede dermed et system, der funktionaliserede deltagerens<br />
aktion, idet de blev stillet i værkudsigelsens tjeneste. Denne betragtning afføder<br />
spørgsmålet hvor vidt Time & Time Again overhovedet var et artificielt<br />
kommunikationsaktionssystem, der legede med differencen allopoietisk/som-omautopoietisk?<br />
Det hersker ingen tvivl om, at installationen udstillede sin allopoiesis.<br />
Værkets maskinelle funktionalitet var meget hurtigt afkodet (fx det kausale forhold mellem<br />
kroppens afstand til lærredet og projektion af stillfotos). Men hvis kausaliteten var så<br />
iøjnefaldende rigid, hvor skulle en imaginær som-om-autopoietisk interaktionsmodalitet så<br />
finde sit mulighedsrum? For at deltageren i interaktivt værk skal kunne engagere sig i en<br />
’som-om’- kommunikation, skal computersystemets operationer vise meningsmæssige<br />
selektioner og dermed vise kontingens. I Time & Time Agains tilfælde kunne der eventuelt<br />
interaktiv digital installationskunst
Change language