Falk Heinrich Transiente kommunikationssystemer - ucla.edu
Falk Heinrich Transiente kommunikationssystemer - ucla.edu
Falk Heinrich Transiente kommunikationssystemer - ucla.edu
You also want an ePaper? Increase the reach of your titles
YUMPU automatically turns print PDFs into web optimized ePapers that Google loves.
126<br />
Introduktion<br />
PART II | Introduktion<br />
Part 2 af denne afhandling består af en samling analyser af interaktive digitale<br />
installationsværker. Selvom mine første analyser i arbejdsprocessen dannede grundlag for<br />
gestaltningen af teorien, og selvom jeg bagefter i genskrivningsprocessen applicerede min<br />
teori på analyserne, er analyserne af de udvalgte værker naturligvis også mere end hvad en<br />
teori kan gøre rede for. Forholdet mellem teori og analyse er kendetegnet ved en nødvendig<br />
disparitet. På grund af hvert værks specificitet (æstetiske virkemidler, funktionalitet og<br />
intentionalitet) er de dissipative i forhold til min teoris mere strenge linjer. Analogt til<br />
interaktionssystemers forhold til samfundet, fuldbyrder analyser af kunstværker min teori<br />
og står dog samtidigt i kontrast til den. Ud fra min teoris hovedbegreber udvikler mine<br />
analyser sig i hver sin singulære retning. Analyser af konkrete værker nødvendiggør<br />
simpelthen flere perspektiver. Analyserne afdækker værkernes konkrete kompleksitet, der<br />
ligger i teoriens abstraktioner, dog uden at forlade teoriens spor.<br />
Min konceptualisering af den interaktive digitale installationskunsts værker som singulære<br />
transiente <strong>kommunikationssystemer</strong> på basis af differencegestaltningenallopoietisk/somom-autopoietisk,<br />
gør det nødvendigt at vælge denne difference som mit centrale<br />
analysefokus. Ledespørgsmålet er således: hvordan opbygger de enkelte værker et<br />
artificielt interaktionssystem, og hvordan administrerer de differencen allopoietisk/somom-autopoietisk?<br />
Jeg har valgt mine analyseobjekter med henblik på at belyse forskellige<br />
forvaltninger af differencen. Resultatet må være forskellige former. På den ene side findes<br />
værker, der synes at fremhæve den som-om-autopoietiske modalitet. David Rokebys Very<br />
Nervous System og Charlotte Davies Osmose hører til denne type. Karakteristisk for disse<br />
værker er deres immersive kvaliteter, der prøver at mindske afstanden mellem maskine og<br />
deltager via en usynliggørelse af interfacet. Ken Feingolds Head, Max Deans og Raffaello<br />
D’Andreas The Table og til dels Rokebys n-Cha(n)t arbejder med nogenlunde lige store<br />
grader af iscenesættelse af den allopoietiske og den som-om-autopoietiske<br />
receptionsmodalitet. Disse værker opbygger dialogsituationer, der positionerer computeren<br />
som agent overfor deltageren. For at belyse værker, der understreger den allopoietiske side<br />
af differencen har jeg valgt Lynn Hershmans og Fabian Wagmisters Time & Time Again.<br />
Dette værk udstiller, på den ene side, den digitale maskine i dens strukturdeterminerede<br />
funktionalitet og viser, på den anden side, en permeabilitet i forhold til Internettets<br />
datarealitet. Mine sidste to analyser, Jon McCormacks Eden og Knowbotic Researchs<br />
IO_dencies afgrænser og perspektiverer mine formkategorier på hver sin måde. Eden<br />
arbejder med en generativ algoritme, der positionerer sig selv indenfor det digitale<br />
kunstfelt, som eksperimenterer med artificial life (AL), i håbet om at udvikle<br />
interaktiv digital installationskunst
Change language