Falk Heinrich Transiente kommunikationssystemer - ucla.edu

ANALYSE 1 | David Rokeby: Very Nervous System
Disse tre strategier genererer tilsammen en dobbelteffekt, som består i simultan konvergens
og divergens mellem deltagers og computerprogrammets udtryk og dynamik, der er baseret
på gensidige iagttagelser mellem computersystemet og deltageren. Simultaniteten af
konvergens og divergens mellem lyd og bevægelse kan kun opleves som paradoks.
Systemet kan ikke aflyse kommunikationens attribution til ego eller alter, bare tidsligt
fortætte den. Deltageren kan ikke smelte sammen med computersystemet. Det er en
illusion. Dette stadie er forårsaget af bevidsthedens langsommelighed i forhold til det
algoritmiske system. Bevidstheden har ikke længere tid til at deltage i kommunikationen.
Den registrerer kommunikationen, idet den betegner enten oplevelse eller handling - efter
kommunikationen er sket. Dette betegner Rokeby som en næsten shamanistisk oplevelse.
I løbet af de første 10-15 minutter har deltageren accepteret installationens funktionalitet
(hvis deltageren altså ikke allerede har besluttet sig til at forlade interaktionssystemet).
Kontrolpauserne bliver færre og kortere. Pludselig kan deltageren ikke mærke forskel på
hvor vidt det er ham/hende, der udløser systemets lydgenerering, eller om det snarere er
systemets lyd, der stimulerer bevægelsen. Der etableres en umulig difference mellem én og
samme lyd som værende frembragt af computersystemet (effektueret af højttaler) og som
værende frembragt realtime af deltagerens bevægelser. Selvom deltageren genererer lyd via
bevægelser, så er det dog ikke deltagerens, men det algoritmiske systems lyd, der bliver
genereret. Kroppens bevægelser kan på den ene side anses som instrument, der producerer
lyd. På den anden side stimulerer den samme lyd kroppens bevægelser. Selektionen mellem
meddelelse og information er ikke længere entydig. Deltageren forsætter kommunikationen
med Very Nervous System i forsøget på at differentiere. Deltageren betegner enten den ene
eller den anden side. Bevidsthedssystemet befinder sig i et dilemma. Er det ego eller alterego?
Oplever deltageren eller handler han? Det digitale system kender ikke til disse
vanskeligheder. Det opererer, så længe der registreres bevægelse i rummet.
Ved hjælp af denne ’snyde-strategi’ opbygger Very Nervous System et som-omautopoietisk
kommunikationssystem. Den allopoietiske modalitet bliver kontrasteret af
deltagerens egen variabiliet og kompleksitet. Systemets positionering af bevidstheden som
værende blot en tilskuer til de fysiske og lydlige aktioner prioriterer interpenetrationen
mellem krop og kommunikation. Deltagerens kommunikationsbehov lader kroppen agere.
I min teoridel benyttede jeg mig af Brian Massumis affektbegreb. Massumi beskriver affekt
som kroppens intensitet; en intensitet, der ligger forud bifurkationen mellem handling og
tænkning. Sansningen, siger han, er ”analysis in action”, der altid indeholder en
intentionalitet. 319 Rokeby’s system udnytter sansningens intentionalitet som anticipation af
319 Part I, kap.4
interaktiv digital installationskunst
139