Falk Heinrich Transiente kommunikationssystemer - ucla.edu

110
KAP. 4 | TRANSIENTE KOMMUNIKATIONSSYSTEMER
irrealisering af skuespilleren selv. Iser betegner denne proces som ”Ereignis” (der netop
ikke henviser til eksisterende betydningsstrukturer). Denne irrealiseringsbegivenhed
producerer en spændingstilstand mellem det irrealiserede og det, der bliver irrealiseret. I
denne spændingstilstand finder en meningstilskrivning sted, en semantisering og dermed en
bevidstgørelse.
Isers skuespillereksempel er en kærkommen lejlighed til at belyse deltagerens rolle i den
interaktive digitale installationskunst. Som allerede nævnt nogle gange tidligere spiller
spect-actor’en ikke en (for deltageren) prædetermineret og indøvet figur. Det gælder
simpelthen ikke om at fremstille nogen eller noget. Alle interaktive installationsværker
foreskriver dog bestemte handlinger. De bruger kroppen på en helt veldefineret måde. Fx
bliver kroppens varierende afstande til et lærred til handlingstegn (Hershmann, Time &
Time Again). Kroppens dynamik bliver til tegn, der genererer lyde (Rokeby, Very Nervous
System). Åndedrættet bliver til navigeringstegn (Davis, Osmose). Interaktive kunstværker
iscenesætter, ved hjælp af udvalgte parametre, specificerede kropsaktioner og bruger disse
som kommunikationsmedier. På grund af det artificielle installationssystems indlemmelse
af deltagernes kropsaktioner som tegnhandlinger, bliver kroppen virtualiseret. Dette gør
naturligvis ikke kropsperceptionen mindre real. ’At fingere’ har dermed ikke med selve
kropsaktionen at gøre. Også skuespillerens handlinger er reale. Fingeren er derimod et
program, der differentierer mellem som-om-autopoietisk og allopoietisk modalitet. Fiktion
fremmaner et imaginært tillæg til allerede udførte aktioner men forandrer disse retroaktivt
til som-om-kommunikative handlinger. Fiktion er en anskuelsesmodalitet, en effekt af
bevidsthedssystemet. Retroaktiv betyder dog, at aktioner opleves som kommunikative
handlinger. Kroppens fysiske aktioner er konvergenspunktet mellem det reale og det
imaginære. Kroppen agerer og kan derfor både iagttages som det reale og det imaginære,
som fortløbende transgressioner. Eller sagt omvendt, det transiente kommunikationssystem
investerer i deltagerens krop og lader den fingere - for bevidsthedssystemet. Det reale er
altså ikke det samme som kommunikation og det imaginære ikke det samme som
bevidsthed. Kun den strukturelle kobling (interpenetration) mellem interaktion
(kommunikation) og bevidsthed kan konstruerere differencen mellem det reale og det
imaginære. Foruden kommunikation, der påpeger sig selv som fingeren, ville
bevidsthedssystemet ikke kunne differentiere mellem den reale realitet og den imaginære
realitet. Dertil behøves der dog kommunikationens information/meddelelse distinktion. I
som-om-meddelelsesakten som meddelt meddelelse, ligger fordoblingens kunst, som
bifurkation mellem det reale og det imaginære. Den kunstneriske kommunikation i
artificielle interaktionssystemer skal nemlig kunne kommunikere en ’bevidsthed’ om
kropsaktioner som fiktionens tegn. Deltageren i en interaktiv digital installation er sig
ganske enkelt bevidst om, at han/hun deltager i et installationsværk. Og kun med denne
viden i bagagen kan deltageren indlade sig i en som-om-autopoietisk kommunikation, der
interaktiv digital installationskunst