Falk Heinrich Transiente kommunikationssystemer - ucla.edu

78
KAP. 4 | TRANSIENTE KOMMUNIKATIONSSYSTEMER
kommunikationssystemer. Indvendingen ville have sin berettigelse, hvis postulatet
udpegede interaktive installationer som autopoietiske systemer. Det er de ikke, og det kan
de ikke være (som sagt, med mindre den digitale maskine virkelig udvikler intelligens, som
mange dataloger har drømt om).
Interaktive digitale installationer er derimod allopoietiske kommunikationssystemer. Denne
kunstform gestalter singulære artificielle interaktionssystemer, jeg vil betegne som
transiente kommunikationssystemer. Disse transiente kommunikationssystemer strukturerer
på den ene side deltagernes og den digitale maskines handlinger. På den anden side
gestaltes det transiente kommunikationssystem også af disse handlinger. Under alle
omstændigheder udgør transiente kommunikationssystemer ikke de iscenesatte handlinger.
Det gør ethvert interaktivt installationsværk til gengæld: interaktive installationer udspiller
sig via kommunikative handlinger indenfor et gestaltet rum og kan (og skal) derfor også
iagttages som kommunikation. Handlingerne udføres af mindst en deltagende person og
mindst en digitalt styret maskine. Den digitale maskine fremstår som agent, der
programmeres på en sådan måde, at den deltagende person kan engagere sig i en
kommunikationslignende situation. Transiente kommunikationssystemer opererer dermed
med to modaliteter: En allopoietisk modalitet og en som-om-autopoietisk modalitet. Den
allopoietiske modalitet opstår, i det deltageren anskuer den digitale maskine som værende
en simpel input-output maskine. Det gælder således om at afdække de logikker, der ligger
til grund for maskinens dataforarbejdende operationer. I den som-om-autopoietiske
modalitet accepterer deltageren, at maskinen ’foregiver’ at være et autopoietisk system, der
kan indgå i et kommunikationssystem. Denne modalitet baseres på deltagerens
kommunikationsbehov, der giver sig udslag i ”willing suspension of disbelief”. Disse to
modaliteter fungerer som difference. Enheden af differencen mellem den allopoietiske og
den som-om-autopoietiske modalitet er en anden ordens iagttagelse, der lader deltageren
iagttage værkets konceptuelle dimension, dets kommunikation af en anden ordens
iagttagelser. Først anden ordens iagttagelser afslører interaktive kunstværkers dobbelte
positionering af deltageren som henholdsvis tilskuer og deltager, som spect-actor 183 .
Interaktiv digital installationskunst er på en gang ’for’ en tilskuer og ’med’ en deltager.
Den æstetiske distance er blevet til et operativt element.
I det følgende vil jeg specificere og redegøre for min tese. Jeg vil belyse tesens enkelte
begreber og perspektiver. Først vil jeg beskæftige med interaktionssystemer ud fra et
183 Begrebet spect-actor blev kreeret af Augusto Boal. Den brasilianske teatermand udviklede siden 1960
et teaterpædagogisk koncept, der involverer tilskuerne som aktivt handlende og gestaltende i
modifikationen af præsenterede dramatiske hverdagssituationer, der problematiserede sociale
uretfærdigheder (fx via Forumteater).
interaktiv digital installationskunst