Falk Heinrich Transiente kommunikationssystemer - ucla.edu

KAP. 4 | TRANSIENTE KOMMUNIKATIONSSYSTEMER
taget ikke kommunikerer. Denne viden tillader dog på paradoksal vis kommunikation.
Fuchs påstår, at deltageren i en kommunikation med computere skal kunne tillægge
maskinen selvreference. Det betyder ikke andet, end at deltageren godkender maskinen
som en agent, der deltager i kommunikation, idet kommunikationssystemet iagttager
agentens ytringer, som værende informationer. Bevidsthedens selvreference bliver iagttaget
af et kommunikationssystem som information. Kommunikationen skal dermed ’blot’ kunne
identificere informationer på det digitale systems yderside. Det kan
kommunikationssystemet dog kun, hvis det humane psykiske system antropomorfiserer
computeren, dvs. tilskriver den en selvreference. ’At tillægge’ er ikke produkt af et
computersystem, men et produkt af det psykiske system. For et deltagende psykisk system
drejer 'suspension of disbelief ' sig altså om at lægge noget til.
Svaret på dette afsnits spørgsmål, om hvor vidt det artificielle interaktionssystem er af
autopoietisk eller allopoietisk art, venter stadigvæk, men synes nu ligetil at besvare. Den
interaktive digitale installationskunst skal forstås som allopoietiske interaktionssystemer,
der af den menneskelige deltager bliver behandlet som værende allopoietiske og som-omautopoietiske
systemer. Den ene side af differencen betegner den imaginære dimension.
Indeholder kunstværker ikke denne ’som-om-autopoietiske’ kvalitet, har vi snarere med et
digitalt instrument at gøre. Et digitalt instrument producerer æstetiske udtryk, som er
elementer i dets særegen kunstkommunikation. Men instrumenter er ikke – ej heller
digitale instrumenter - i stand til at konstruere et interaktionssystem. Disse værker er altså
ikke interaktive i min forstand.
Det binære skema fiktion/ikke-fiktion ligger til grunde for den imaginære dimension, der er
den ene side af differencen real realitet/imaginær realitet. Den interaktive digitale
installationskunst som artificielt system skal dermed kunne kommunikere en forskel
mellem fiktion og ikke-fiktion. Via den imaginære dimension synes et allopoietisk system
at kunne producere kommunikationer. Den prætenderer at være et rigtigt
interaktionssystem med dobbelt kontingens (den iagttagede iagttagelse) uden dog at være
det.
Det allopoietiske interaktionssystem fungerer som realitetsbase, forstået på den måde, at
input/output-maskiner sammen med deltagerens fysiske aktioner konstituerer den reale
realitet. Et interaktivt installationsværk udfører præscriptede aktioner, ikke mere, ikke
mindre. Den digitale maskine processerer data, som bliver synlige via dens output-devices.
Den menneskelige deltager agerer i forhold til den digitale maskines output og input. Her
spiller hverdagens realitetserfaringer i omgangen med maskiner som værende kausal-logisk
struktureret ind, dvs. maskiner har en beregnelig effekt. Det er derimod kunstnerens opgave
at gestalte det allopoietiske kommunikationssystem på en sådan måde, at de deltagendes
interaktiv digital installationskunst
93