Falk Heinrich Transiente kommunikationssystemer - ucla.edu

198
ANALYSE 6 | Hershman, Wagmister: Time & Time Again
og gense de lagrede sekvenser. Time & Time Again’s website’s grafiske gestaltning bestod
af et videobillede, der viste dukkekameraets optagelse af installations fysiske rum (som
inkluderer de deltagere, der måtte befinde sig i rummet). Billedet inkluderer deslige
dukkens eget billede i spejlet. Derudover bestod interfacet af ikoner, via hvilke de fire
beskrevne funktioner kunne kontrolleres.
Installationens tre fysiske rum skal snarere betragtes som perspektiver, ud fra hvilke de
andre rum kan iagttages og modificeres. Iagttagelserne afstedkom etableringen af en ny,
kommunikativ realitet. Til hvert perspektiv var der knyttet præcist definerede
modifaktionsmuligheder. Modifikationerne var dog ikke indgreb i det iagttagede. Det var
kun selve iagttagelsen, der kunne modificeres, og som fandt sin repræsentation i de
projicerede billeder. Iagttagelsesmodifikationerne kunne gestalte de transmitterede urbane
rum, selvom den fysiske virkelighed ikke blev berørt. Resultatet af de gensidige
iagttagelser var en multidimensionalitet. Min værkforståelse forskyder det fokale punkt fra
de tre rum som mere eller mindre statiske holdepunkter til passagen mellem de tre rum. Det
interessante er ikke længere de multilagede billeder som er relativt lette at afkode (jeg vil
vende tilbage hertil senere), men det gensidige moduleringsspil mellem de tre perspektiver.
Begrebet perspektiv har nu fået en processuel og dynamisk karakter, som etablerer
kommunikation.
Ved første øjekast og uden problemer identificerede deltageren værket Time & Time Again
som et netværk af transmissioner, som han/hun træder ind i. Et netværk af den art har intet
centrum, men et netværk kan have et knudepunkt, hvorigennem alle kommunikationer går.
Jeg anser installationens fysiske rum som knudepunkt for Time & Time Again’s forskellige
perspektiver. Her samledes helt bogstaveligt alle tråde. Kundepunktet udgjorde dog ikke
det projicerede billede. Det var ’kun’ et resultat af iagttagelser. Knudepunktet var dukken.
For internetdeltagerne var dukken en sig selv spejlende avatar, gennem hvilken han/hun
afstemte sine handlinger og observationer. Dukkens kameraøjne registrerede de på lærredet
projicerede optagelser i installationsrummet. På grundlaget af dette billede, valgte
internetdeltageren hvilke urbane lokaliteter der skulle blive transmitterede ind i
installationens udstillingsrum. Han/hun bestemte perspektivet af dukkens transmission af
installationens fysiske rum, og hun/han selekterede videoklips til installationens database.
Dukken medierede alle kontrol- og selektionshandlinger, determineret af
internetdeltageren. Dukken som værende konvergenspunkt for datastrømme havde blot en
transportfunktion i dette første datakredsløb. Men i de fleste tilfælde var der bestemt mere
end én internetdeltager online. Den enkelte internetdeltager var ikke den eneste herre over
videotransmissionen. Et konglomerat af mange selektioner adskilte hver webdeltager fra
installationens rum. De samlede Internet-medierede selektioner fremstod som ukontrolable
interaktiv digital installationskunst