Falk Heinrich Transiente kommunikationssystemer - ucla.edu

ANALYSE 1 | David Rokeby: Very Nervous System
betragtes som interface. Bevægelsen, der producerer et instruments lyd, sanses ikke
primært som lyd. Den taktile sans registrerer bevægelsen på et instrument. Den
producerede lyd, selvom den frembringes og høres samtidigt, bliver nu betragtet som
værende en effekt, instrumentets effekt. Det er først efter lang tids øvning, at
effektfænomenet forsvinder til fordel for internalisering af instrumentet. Instrumentet bliver
da af musikeren næsten oplevet som en ’organisk’ del af kroppen – en protese. Det kan dog
kun lade sig gøre, hvis musikeren kan stole på en konstant korrelationserfaring mellem de
motoriske midler og de frembragte toner. Very Nervous System derimod forsøger fra første
øjeblik at fjerne instrumentdimensionen og dermed effektoplevelsen. Lyden, selvom den er
registreret via høresansen, der normalt registrerer kroppens omverden, bliver sanset som
bevægelsesindtryk. Bevidsthedssystemet er fanget i et paradoks. Hvordan kan en ekstern
lyd være produceret af kroppens bevægelser uden mærkbart medium (instrument)?
Den menneskelige stemme høres dog også samtidig med at den bliver produceret af
stemmebåndene. Forskellen mellem stemme og Very Nervous System ligger i, at mennesket
er sit eget instrument. Den hørte lyd er ikke kun ekstern, men snarere intern. Det vil alle,
der har hørt sin egen stemme på bånd, nikke genkende til. Man kan sagtens tale ’uhørligt’,
dvs. uden at bruge stemmebåndene, og dog høre sin egen stemme. Hørelsen foregår i
hjernen som aktivering af bestemte hjernecentre. Disse centre kan aktiveres udenom ørerne
som hørelsens sanseorganer. Lydproduktionen i Very Nervous System derimod foregår
eksternt. Instrumentbegrebet synes ikke længere at være tilstrækkeligt. For at undgå dette
dilemma, foreslår Söke Dinkla et slags kompromis. Rummet skulle nu være instrumentet.
Ӏndert der Besucher seine Position im Raum und bewegt sich durch das Environment,
löst er dabei Geräusche aus, die gewissermaßen unhörbar i Raum lokalisiert sind. Der
Raum fungiert hier als Klangkörper und als Musikinstrument, [...].“ 316
Men rummet som instrument løser ikke bevidsthedens dilemma. Uden tvivl får deltageren
et anderledes forhold til rummet, når han agerer med eller rettere i Very Nervous System.
Den lydudløsende faktor er dog ikke kun positurer i rummet, men også bevægelsernes
dynamik. Det uhåndgribelige computersystem er altså ikke bare blevet transfereret til at
være lyde-i-rummet, men lægger sig ligesom en hinde eller filter omkring deltageren i en
entitet, der adskiller kroppens aktioner fra systemets.
Rokeby’s tredje strategi er, at computersystemets lydlige udtryk er diffust i forhold til
deltagerens bevægelser.
316 Dinkla , Söke, Pioniere Interaktiver Kunst, Cantz Verlag, Ostfildern, 1997, s. 155
interaktiv digital installationskunst
137