Falk Heinrich Transiente kommunikationssystemer - ucla.edu

218
ANALYSE 7 | McCormack: Eden
Til gengæld skelner publikum mellem det projicerede rums repræsentationalitet og det
fysiske udstillingsrums ontologi. I denne sammenhæng er det nyttigt, at kaste et blik på
Peter Bøgh Andersens semiotiske kategorisering af ”computerbaserede tegn” 430 . Han
identificerer i alt syv tegntyper. Det ville føre for vidt, i denne sammenhæng at gennemgå
dem alle. Derfor vil jeg koncentrere mig om dem, der er relevante for min analyse. I følge
Andersens tegntypologi, synes Eden at arbejde med tre forskellige tegntyper: interaktive
tegn, actor-tegn og layout-tegn. Layout-tegn i Eden er for det første, den todimensionale,
rasterflade, og for det andet, symbolet ’stenformation’. Disse tegn gestalter (om-)verdenens
repræsentation. Inger Lytje betegner denne tegntype som ikke-dynamiske tegn 431 .
Actor-tegn er til gengæld dynamiske tegn. De kan dog ikke kontrolleres udefra. Disse tegn
repræsenterer en intern proces og angiver en forandring i tid (selvom selve tegnet ikke
nødvendigvis forandrer sig). I Eden er actor-tegn den grafiske repræsentation af biomassen.
Underlagt de virtuelle årstider og organismernes ædegilde, er de udenfor
installationsdeltagerens indflydelse. Disse to tegntyper er relativt nemme at identificere,
selvom man naturligvis kan sætte spørgsmålstegn ved en så entydig kategorisering. Fx
indeholder Edens actor-tegn også layout-dimensioner. 432 Men hvilke tegntyper tilhører
organismerne: interaktive tegn eller actor-tegn? Bøgh Andersen konciperede kategorien
’interaktivt tegn’ som brugerens mulighed for at modificere det algoritmiske systems
operationer. Det omdiskuterede tegn er dog udenfor betragterens direkte indflydelse.
Betragteren kan ikke ’styre’ disse tegn. Publikums tilstedeværelse forandrer organismernes
interne regelsæt (”empati”). Derfor må disse tegn tilhøre kategorien actor-tegn. Set i det lys
er biomassen også interaktive tegn. Den virtuelle verden bliver modificeret af publikums
tilstedeværelse gennem disse tegn. Men ”the work does not have an ‘interface’ in any
traditional sense – there is no language of interactivity for people experiencing the work to
learn.” På interface-niveauet tilbyder Eden ingen interaktiv indflydelse.
Min tilgang til interaktiv kunst identificerer interaktion som værende transiente, artificielle
kommunikationssystemer. Publikum skal altså have mulighed for at kommunikere vha.
præcise handlinger, der indeholder differencen information/meddelelse. Ligeledes skal det
algoritmiske systems aktioner kunne fortolkes som kommunikationer. Installationsværket
Eden tillader hverken publikum eller det algoritmiske system at kommunikere. Tilskuernes
tilstedeværelse kan nemlig ikke betegnes som værende en præcis aktion, der fordrer præcis
respons eller reaktion. For det første kommunikerer værket ikke, at publikums bevægelser
430
Andersen. Peter Bøgh, A Theory of Computer Semiotics, Cambridge University Press, Cambridge,
1990, s.220 ff
431
Lytje, Inger, Den retoriske maskine, Akademisk Forlag, København, 1995
432
Måske er det derfor mere frugtbart at tale om dimensionen end om typer eller kategorier.
interaktiv digital installationskunst