Falk Heinrich Transiente kommunikationssystemer - ucla.edu

14
KAP. 1 | METODOLOGISKE SELEKTIONER
deltagende autopoietiske systemer og 2) som ækvivalent til begrebet person, som er
kommunikationssystemets attribution til det deltagende psykiske system.
I mine indledende afsnit har jeg defineret det interaktive installationsværk som de
handlinger, den deltagende person og det digitale system udfører. Disse handlinger kan
med fordel forstås som transiente kommunikationssystemers effektueringer.
Kommunikationssystemer udgør dog ikke disse handlinger 14 . Transiente
kommunikationssystemer er ikke autopoietiske systemer. De er iscenesatte og kan ikke
undergå strukturtilpasninger (evolutioner). Det er interaktive kunstværkers allopoietiske
modalitet. Men i og med at de er iscenesatte, arbejder de med en imaginær modalitet: ’som
om de var’ autopoietiske kommunikationssystemer, og dermed ’som om de var’ sociale
systemer. I differencen mellem den allopoietiske og den autopoietiske modalitet ligger den
interaktive kunsts anden ordens iagttagelse. Denne anden ordens iagttagelse er en intrinsisk
del af transiente kommunikationssystemers rekursion. Da interaktive digitale
installationsværker som iscenesatte kommunikationssystemer ikke er handlinger, men til
gengæld effektueres i udførte og mulige handlinger, kan de kun være koncepter. Koncept
og handling kan ikke tænkes uafhængigt af hinanden, begge dele betinger hinanden. Et
koncept indeholder de idéer, der for det første tillader kunstneren at gestalte en interaktiv
digital installation, og for det andet tillader deltageren at interagere og betragte artefaktet
som et værk. Dermed tilhører interaktive installationsværker konceptkunsten. Det er min
påstand, at der i et sådant konceptbegrebet ligger mulighedsbetingelsen for en
kommunikation af den for kunsten væsentlige anden ordens iagttagelse.
1.4 Epistemologiske konsekvenser
Det kan selvfølgelig indvendes, at valget af mit teoretiske fundament er skaber af et
bestemt raster, der nødvendiggør afskedigelsen af subjektfilosofien. Denne indvendig er
måske legitim (indenfor en bestemt sandhedssøgende tradition), men ufrugtbar. Alle
analytiske tilnærmelser forudsætter et teoretisk udgangspunkt. Det springende punkt er
snarere, at undersøgelsesfeltet ligeledes skaber sine egne teorier. Dermed menes ikke, at
genstandsfeltet består af teorier, men at teorier kun kan dannes, når selv samme teori
refleksivt kan få øje på sig selv i genstandsfeltet. Luhmann skriver om dette forhold:
14 Også teater- eller performanceforestillinger kan betragtes som iscenesættelser af
kommunikationssystemer, dog under eksklusion af tilskueren. Se også Stegemann, Bernd, Die
Gemeinschaft als Drama, Deutscher Universitäts Verlag, 2001
interaktiv digital installationskunst