Falk Heinrich Transiente kommunikationssystemer - ucla.edu

ANALYSE 2 | Charlotte Davies: Osmose
Han/hun er gemt væk i et lille rum. I tilskuerrummet er de to ’vinduer’, som henholdsvis
viser det virtuelle, af immersanten aktiverede billed-rum, og immersantens silhuet,
positioneret på en sådan måde, at de ikke kan iagttages på samme tid. Tilskuerrummets
oppositionelle placering af de to vinduer bliver til en metafor for installationens paradoks.
Tilskuerne i tilskuerrummet kan enten se på den virtuelle verden (intensiveret af 3D-briller
og hovedtelefoner) eller se på immersantens silhuet. Immersionen (billedets prioritet) øges,
som allerede nævnt, ved at usynliggøre den basale kommunikative akt mellem deltager og
det algoritmiske system. For tilskueren foregår denne usynliggørelse i en næsten
kontradiktorisk modstilling af billedet og deltagerens silhuet, der umuliggør en
kommunikativ aflæsning af sammenhængen mellem de to sider. For at kunne trække
kommunikative informationer ud af immersantens silhuet, skal tilskueren forskyde fokus
væk fra silhuetten hen til det virtuelle 3D billede. I dette 180 graders fokusskift forsvinder
den sidste meddelelsesrest, nemlig immersantens reducerede tilstedeværelse. For tilskuerne
er immersanten i Osmose derfor ikke karakteriseret ved, at deltagerens bevidsthed er
optaget af perceptionen af virtuelle billeder eller lyde, men at immersanten er en
immersant, fordi han er blevet frarøvet alle kommunikative udtryksmuligheder. Kroppen,
som den primære meddelelsesform, er blevet pacificeret. Naturligvis kan immersanten tale
og gestikulere, men det vil ikke have nogen betydning for billed-rummets funktionalitet.
Tilskuerne ligesom immersanten har kun en mulighed: at overgive sig til den realtime
genererede tredimensionelle, virtuelle verden.
Jones forsætter beretningen om sin oplevelse:
”Gradually, a thick fog begins to rise over the grid. Leaves appear through the fog, and
the grid is gone. Everywhere I look there are more leaves. I move through them, in them,
around them. I fly over them, yet more appear above me. Am I lost? No, I am surrounded
by a thick forest of leaves of all shapes and colours. It is dusk one minute, night the next.
I float as if I am swimming deep in the ocean, yet I know I am in the air.” 342
Den abstrakte geometriske repræsentation af det virtuelle rum vha. vektorlinjer forsvinder i
tågen. Tågen repræsenterer på et symbolsk niveau det sidste skridt i det liminale rum. Så
snart tågen letter, er overgangen fuldendt. Deltageren har lært at navigere og har accepteret
artefaktets fremstilling af den virtuelle verden som egne bevidsthedsakter. Den
repræsenterede verden begynder nu at blive mere og mere figurativ. Blade dukker op og
omgiver immersanten. Han er i skoven. Deltagerens indgang til den immersive verden er
ordnet på eventyrlig vis. I eventyret symboliserer en stor mørk skov en passage til nye,
342 Jones, Mark, VR through Osmosis, udgivet i CyberStage, Vol. 2 (1) (efterår 1995).
s. 24-28
interaktiv digital installationskunst
153