Falk Heinrich Transiente kommunikationssystemer - ucla.edu

ANALYSE 2 | Charlotte Davies: Osmose
Som styringsmekanisme funktionaliserer Osmose deltagerens vejrtrækning og
balancekapacitet. I sociale interaktionssystemer opstår kommunikation, idet betragteren
registrerer, at en anden registrerer den førstes registreringer. I iagttagede iagttagelser
fortættes aktioner til er kommunikativ form, der udgør en meddelelse. Et suk får
meddelelsesform, når den bliver iagttaget af en ekstern iagttager (selvom det måske ikke
var ment som kommunikation). Deltageren afkoder Osmose’s funktionalitet, idet
vejrtrækning og balanceforskydninger får meddelelseskarakter 338 . Vejrtrækning bliver til en
meddelelse, hvis information er et spørgsmål: stemmer det, at hvis jeg indånder, så svæver
jeg opad? Ja, det stemmer – svarer systemet! Det er installationens allopoietiske modalitet.
Men dette ’ja, det stemmer’ får ikke lov at være et svar, fordi det bliver tilskrevet
deltageren selv. Computersystemet lader som svar deltageren ’flyve’ opad, i og med at
billedet forandrer sig. Således registrerer det algoritmiske system deltagerens
navigationsmeddelelser og besvarer dem simultant med visuelle og auditive forandringer.
Simultaniteten gør, at det digitale system erstatter deltagerens information (hvad sker der,
hvis jeg læner mig forover?) med systemets information, som er spatiale og auditive
tilstandsforandringer. Derved usynliggøres computersystemet som værende adskilt fra
deltageren. Der synes ikke længere at være et ovenfor eller en digital maskine. Osmose
arbejder med samme bedrageriske strategi som Rokebys Very Nervous System. Men
ligesom i Very Nervous System, kan immersanten i Osmose altid trække sig tilbage til den
allopoietiske modalitet og verificere computeren som trivialmaskine, der reagerer som
automaton på veldefinerede handlinger. Som en del af den liminale fase, lærer deltageren at
navigere i det tredimensionelle rum. For Jones er den liminale fase overstået med hans
udråb: ”I have no physical form, yet I am whole”. Men hvad vil det sige?
Også Davies har brug for at etablere en styringsmekanisme. Det afgørende punkt er nu, at
Osmose, i forhold til mange andre immersive værker, nedtoner deltagerens
somatosensoriske registreringer til kun at omfatte vejtrækning og balance, der normalt ikke
forbindes med bevægelse i rum, men snarere pointerer stilstand i forhold til realrummet.
Åndedrættet og balancen er normalt automatiserede aktiviteter, der ikke har deres faste
pladser i menneskets bevidsthed. Åndedrættet er i de fleste situationer formløst (altså
udenfor bevidstheden). Kun i sjældne tilfælde opnår den formstatus og bliver iagttaget af
bevidstheden. Fx i prekære situationer når kroppen lider overlast eller bliver udfordret på
anden vis. Efter en hurtig sprint, bliver de fleste bevidste om deres accellererede puls og
åndedræt, og de prøver at få dette under kontrol. Et andet eksempel er
meditationsteknikker, der netop baseres på bevidstgørelsen og kontrollen af kroppens
automatiserede aktioner. Åndedrættet kan også bevidstgøres, hvis det bliver til en
338 Funktionaliteten er i forvejen blevet formidlet via sproglig kommunikation.
interaktiv digital installationskunst
149