Falk Heinrich Transiente kommunikationssystemer - ucla.edu

ANALYSE 6 | Hershman, Wagmister: Time & Time Again
handlinger. Denne, for både installationsdeltageren og webdeltageren, opake
selektionsmekanisme blev tilskrevet dukken som personificeret konvergens af mange
individuelle selektionshandlinger.
Men data gik også den anden vej: fra installationsrummet til websiden. Deltageren, der
opholdt sig i installations fysiske rum blev observeret. Deltageren forstod, at dukken var en
iagttagende instans. Men dukkens iagttagelse havde ingen umiddelbar konsekvens.
Dukkens øjne var som sorte huler, der førte et eller andet sted hen. Men hvor? Deltagerens
aktioner havde øjensynligt ikke kun betydning for projektionens udformning i
installationens fysiske rum. Ved nærmere eftersyn kunne man opdage, at dukken rent
faktisk transmitterede digitale videooptagelser - i første omgang til den lille monitor i
montren. Billedet sammenflettede dukkens spejlbillede, transmissionen af det urbane rum
og deltagerens skygge. Billedet på monitoren var et kontrolbillede, der gjorde det
nærliggende at knytte dukken sammen med de skiftende transmissioner af forskellige
urbane rum.
De tre perspektiver samledes således i og af en dukke. Som genealogien i Hershmans
værker viser, har den artificielle figur altid haft en prominent plads i hendes artefakter. Men
kan der i Time&Time Again stadigvæk tales om en fiktiv figur, forstået som performativ
eller teatral fortælleinstans? Dukken er udstillet i en beskyttende montre. Den bevæger sig
ikke, den siger intet, den iagttager blot. Dukken som gestaltningselement er et udbredt
fænomen i installationskunsten. Dukker kan have mange funktioner. For det første har de
altid en repræsenterende opgave og effekt. De forestiller nogen (ofte som repræsentant for
en gruppe eller en bestemt type personer). Men de kan tillige have en symbolsk værdi.
Legetøjsdukker peger fx på barndom og uskyld. Andre dukker er af mere religiøs karakter,
fra den kristne kirkes statuer til animistiske religioners repræsentationer af guder i
ceremonier og ritualer. Finder dukker indpas i et kunstværk, kigger de også ud af billedet,
tilbage på tilskuerne. Lacan har redegjort for dette modblik, der inkluderer betragteren i
billedet via en konvergens (”imageplane”) mellem to perspektiver. Er dukker og
mannequiner element i et installationskunstværk, træder den besøgende uundgåeligt ind i et
imaginært kommunikativt forhold til dukken.
Dukken i Time&Time Again sad der i sin museale montre og syntes at spejle sig selv som
en lille prinsesse; hun var uskyldigheden selv. Hun var urørlig og urørligt observerende.
Dukken var af kvindeligt køn, den havde brunt hår og en hvid skjorte på. Kun ved første
øjekast var det en legetøjsdukke, der fremstillede et pigebarn. Så man efter, havde dukken
dog et voksenansigt, der stod i kontrast til resten af dukkens legemsproportioner. Den
spejlede sig heller ikke uskyldigt i et lille spejl. Den så forbi spejlet ind i rummet. Dukkens
legetøjskonnotationer blev brudt af dukkens urørlige og reserverede alvor. Dukkens
interaktiv digital installationskunst
199