Brev 1918 – Gudrun til Birger - Matematikk på nett

Det eneste brevet fra Hildur Bøe som er bevart:
Levanger 20 – 10 – 22:
Kjære Gudrun min!
Tusinde Tak for Brevet og fordi du endelig vil have os nedover. Det gjør mig saa godt
at vide, at Du enda omfatter os med saa meget kjærlighed. Vi har jo ingen anden end
Dig, o g for Onkel var det som om han havde truffet sin egen Datter. Han var forresten
ganske forskrækket over hvor tynd Du var, og mente som jeg at Du strævde for meget.
Ja jeg maa mase lidt. Kjære Dudde, for Birgers og Barnas Skyld maa Du se at spare
Dig. Se her har Du en liden Prøve paa, hvor hyggelig det vilde være at have mig i
Nærheden. n. Du kan tro Du vilde blive træt af Maset mit, om Du da overhodet fik se
mig, men det var vel kanske tvivlsomt. Ser du, jeg er bleven saa immobil, at en Tur fra
Ullevolds Haveby og helt op til Dere næsten vilde være en Umulighed for mig og Du
kan jo ikke have Tid til at farte om. Jeg maatte næsten le, naar Du siger Du kunde
hjælpe mig med mange Ting. Kjære Jenta mi, Du er birkelig naiv. Naar skulde Du faa
Tid til at gjøre det og tror Du, jeg vilde lægge mer Arbeide paa Dig end Du har. Ingen
Ting kunde glæde de mig og Onkel ogsaa mer ned det at have Dig i Nærheden, men jeg
er som sagt bange, vi ikke atter fik den Glæde at se Dere der nede heller. Jeg er bleven
græsselig gammel efter Sygdommen og nogen Skyld herfra hører vel min gl Drage
ogsaa. Ja nu er jeg da heldigvis kvit hende og har faaet en baade flink og snil Pige saa
alt arbeide bliver gjort uden Spektakel og er færdig i rette Tid. Det er herlig igjen at
føle sig som Fruen som ikke gjør mer end, hvad jeg vil og orker. I Dragens Tid var jeg
den Tjenestepige, ge, som havde alle Pligter medens Dragen ingen havde. Imidlertid er jeg
endnu saa daarlig, at jeg ikke kan gaa saa langt som til Mai (Jelstrup) og heller ikke
kan komme du iblandt Folk, ikke engang i en Damethe. Kanske kan jeg blive stærkere
i Løbet af Vinteren, teren, dersom jeg bare faar være frisk og kan have det saa rolig og godt
som nu. Du skjønner, jeg kunde ikke være synderlig til Hygge for Fruerne Opsiøn og
Borchrevink eller Deres Selskab. Nu
gaar jeg altsaa aldrig du, uagtet jeg har
gamle Venner, som alfald ld før gjerne
vilde være sammen med, men nu taaler
jeg næsten ikke at se fremmede
Mennesker og det generer mig at tale.
Nei Du aner ikke hvor nedfor jeg er.
Mit lille Hus er blevet saa rent for stort
for mig saa jeg langt fra holder det i
den Orden som jeg saa gjerne vilde.
Det var jo blevet en del forfaret i den
lange Tid, jeg gikk her syg og saa at
sige uden Hjælp og nu orker jeg altsaa
ikke at faa det à jour. Ikke engang
Klæder har jeg Fremfærd til at skaffe
mig. Du vilde blive forskrækket om du
ser mig nu i et gl Skjørt og Bluse som
er fillet. . Det piner mig, men jeg orker
ikke at skaffe mig Klæder. Jeg ønsker
ofte jeg havde Dig her, kjære Dudde,
ellers tror jeg snart jeg kommer til at
gaa nøgen. Men hvor Du skulde blive
131