Brev 1918 – Gudrun til Birger - Matematikk på nett

?/?-1917: (…) Igaar havde jeg besøg af en gammel ven fra Xania, Gunnar Oxaal. Han
kom ogsaa med bergensfjord
men han laa syk omtrent hele
turen. Vi havde det rigtig snaalt
kan du tro. Kjørte først i flere
timer omkring i Byen, saa spiste
vi en bedre middag saa Teater
& saa Pappa Sartz saa klokken .
var 2 før han satte mig af her
ved døren. Sa Vi havde saa
mange fælles minder fra
ungdommen, saa du forstaar det
var rasende moro for mig gamle
Tante at faa hilse paa ham. Jeg
skulde ønske der kom flere slige
venner fra fortiden her til W.
Saa kunde jeg ha det gaaende
paa gamle minder. Bare vent du
til du selv kommer i den alder
skal Birger far skal du se hvor
hyggelig det er at tale om
fortiden. (…) Nei du det var vel
en deilig skrøne den om Cato
Pedersen. Tænk han som var
slig et mønsetr. Forresten saa
fins der ingenlov eller straf
hjemme i Norge for brud paa
ægteskabsløfte. Du gode da
havde vel jeg sat fast resten af mit liv, saa mange som jeg har lovet & gifte mig med de
sidste 10 aar. Pedersen har jeg dog endnu intet lovet. Amen.
Jeg er saa lei jeg ikke svarte Clausen paa hans epistel, saa havde jeg kanske hørt
fra ham igjen. Jeg glæder mig imidlertid til han kommer hid igjen han begynder og
høre til fortiden han ogsaa, saa der ringer det.
Dagen derpaa. Det var Fru Stejneger i telefon vilde ha mig med paa Museet for
at se paa Krigsbilleder fra Italien. Man faar da aldrig en aften for sig. Undres paa naar
jeg engang faar fred, vel neppe før jeg kommer i Graven & der har vi de fordømte
”Øyfjordingerne” som min Bedstefar brugte & si. Graven ser du var et tingsted i hans
distrikt, eller kanske du ved det? (…) Det skal bli snaalt at lægge sig tidlig med en
koslig bok. Har allerede været paa biblioteket & forsynt mig med en del kjække bøker.
Var forleden dag ute & kjørte med min Admiralinde & skal nu begynde at massere
dama. Du kan tro patienterne mine i alfald de staaende jeg har, var glade over at se
mig igjen. Alle syntes jeg saa saa godt du slet ikke for kjuk. Dette Apartements huse
her er frygtelig fint. Jeg længes ned til The Montana til alle vennerne der. Jeg kjendte
da hele huset; men her blir en vist aldrig kjendt. Føler mig saa liten & forladt bare jeg
trener ind i hall’en saa havde jeg ikke ”Bamse” ved jeg ikke hvordan jeg havde holt
det du her.
Ja nu maa jeg si jeg er flink til at skrive jeg kan forresten trøste dig med
at det virkelig morer mig & skrev jeg ikke til dig skrev jeg sikkert til nogen anden.
Hjemme gjemmer de altid mine breve saa at jeg kan faa læse de naar jeg kommer
77