Download PDF udgave

130
øjne være et tydeligt bevis på, at Rusland hæmningsløst forsøger at opnå politisk og økonomisk kontrol
over disse lande. De to seneste eksempler, hvor Rusland lukkede for forsyningen til Ukraine og
Hviderusland, hvilket fi k konsekvenser for store dele af Øst- og Centraleuropa, er ligeledes en indikation
på, at Kreml kan være villig til at benytte energien som et våben over for EU og resten af Europa.
På den anden side mener nogle, at det kan være vanskeligt at sammenligne EU og de tidligere
sovjetrepublikker. Det er usikkert, om den russiske politik over for de postsovjetiske republikker kan
overføres til Europa. Dette skyldes, at den russiske betalingsbalance eksempelvis er afhængig af indtægterne
fra EU-landene.
Disse modsætninger er medvirkende til, at det er relevant at analysere den russiske energipolitik.
Formålet med denne artikel vil være at undersøge de russiske energipolitiske overvejelser set i
lyset af sidste års uenighed mellem Rusland og EU. Hensigten derved er at komme nærmere svaret på
spørgsmålet om, hvad man kan forvente af den russiske ledelse i energipolitiske spørgsmål.
Den globale situation
Det internationale energimarked ændrer karakter i disse år. Den globale kamp om energiressourcerne
er blevet mere intens. Det stigende behov for energiressourcer sammenholdt med en faldende produktion
i de industrialiserede lande har medført, at behovet for at importere olie og gas er steget
kraftigt. Samtidig er der intet, der tyder på, at denne konkurrence vil blive mindre i fremtiden. På
trods af at oliepriserne er høje, vokser den globale efterspørgsel efter energi med mere end 2 pct. om
året. Med de rummelige udfordringer, der er i fremtiden, vil energi spille en større global rolle.
Samtidig bliver afstanden større mellem producentlandene og importlandene, idet forskellen
mellem forsyningssikkerhed og efterspørgselssikkerhed i større grad bliver tydeliggjort på det internationale
energimarked. Mange lande vil konkurrere om de samme energiressourcer.
Spørgsmålet om energikilder og energiforsyning bliver også til et spørgsmål om national sikkerhed.
Som følge deraf bliver energipolitikken også til et magtpåliggende emne i nationalstaternes
udenrigspolitik. Den stat, som har energiressourcer til rådighed, har derved en politisk magtbase på
hånden. Samtidig kan de stater, som har behov for energi udefra, fristes til at bruge ekstraordinære
midler for at få adgang til disse ressourcer. 1
1 Sander Hansen (2003): Pipeline Politics: the Struggle for Control of the Eurasian Energy Ressources, CIEP Energy Paper, The
Hague Clingendael Institute, pp. 7-20; Femke Hoogeven & Wilbur Perlot (2005): Tomorrow’s Mores: The International System,
Geopolitical Changes and Energy, The Hague, Clingendael Institute, pp. 13-25.