Download PDF udgave

um, som blandt andet kunne udnyttes til at sikre Leningrad. Byen hed ikke længere Sankt Petersborg,
og Lenin havde inden sin død besluttet at gøre Moskva til hovedstad. Leningrad var Sovjetunionens
næststørste by. Den var en vigtig industriby med en befolkning på ca. 3 millioner mennesker. På det
tidspunkt var der kun 30 km ud til den fi nske grænse ved fl oden Sestra (på svensk: Systerbäck, på
fi nsk Rajajoki), medens grænsen til Estland gik ved Narva, ca. 150 km sydvest for Leningrad. Finland
og de baltiske lande kunne bruges som ”forterræn” mod en fremrykkende fjende. Som tidligere nævnt
blev der fra efteråret 1939 lagt et politisk pres på de baltiske lande, som alle blev nødt til at tillade
stationering af sovjetiske styrker.
Medens verdens opmærksomhed var rettet mod Storbritanniens kamp for at overleve, blev alle
tre lande i løbet af sommeren 1940 indlemmet i Sovjetunionen som selvstændige sovjetrepublikker.
Der blev oprettet sovjetiske fl ådebaser i Tallinn (Reval), Riga, Liepaja (Libau) og Ventspils (Windau).
De to sidstnævnte havne udmærker sig ved normalt at være isfri. I Den Finske Bugt var der normalt
isproblemer for skibsfarten fra ca. 1. december til ca. 1. maj.
Finland blev udsat for et tilsvarende politisk pres fra den 5. oktober 1939. Det skulle alt sammen
munde ud i, at Sovjetunionen blev tilbudt nogle fi nske øer i den østlige del af Den Finske Bugt,
landområder på Det Karelske Næs og baserettigheder på halvøen Hanko (Hangö, på russisk: Gangut)
ved Finlands sydvestpynt. Disse tiltag skulle beskytte Leningrad. Finland ville til gengæld blive tilbudt
skovområder i Karelen. Sovjetunionen gjorde også krav på et mindre område ved Rybatjij-halvøen (Fisker-halvøen),
som udgjorde Finlands eneste adgang til Barentshavet og Nordatlanten. Medens disse
forhandlinger pågik, havde Sovjetunionen påbegyndt deployeringen af enheder til Riga og Tallinn.
Den fi nske fl åde var på krigsfod fra den 12. oktober 1939. Minelæggerne havde miner om bord, og
der var allerede givet tilladelse til minering af indre territorialfarvande.
Med sovjetiske baser uden for Den Finske Bugt
stod den fi nske fl åde nu i en svækket position, ligesom det
allierede Estland var blevet sat ud af spillet.
Østersøfl åden var under kommando af viceadmiral V.
Tributs, som var underlagt Leningrads Militærdistrikt. Flåden
havde sin største base i havnen Kronstadt på Kotlin-øen,
Det russiske slagskib Oktjabrskaja Revoljutsija.
ca. 30 km vest for Leningrad. Mange enheder blev herefter
overført til de nyerhvervede baser. De største kampenheder udgjordes af de to ældre slagskibe
Oktjabrskaja Revolutsija og Marat, som var blevet moderniseret i 1930’erne, de to moderne krydsere
Kirov og Maksim Gorkij og de to store destroyere Leningrad og Minsk. Desuden var der fem moderne,
57