Download PDF udgave

84
bliver nødt til at tegne et billede, der viser den fjende, som man vil bekæmpe; og det skal vise ham
i alle detaljer, som han er, hvor han er og med de hensigter, man mener, han har. Først når det er
gjort, kan man skræddersy sin egen strategi, udruste sine styrker målrettet til opgaven og lægge sine
operative og taktiske planer til rette med en rimelig udsigt til hurtig sejr uden for store omkostninger.
Kunne man sikre sig, at man fi k malet fjendebilledet med disse sidste ingredienser alene, ville krigen
blive kort og målrettet – men kan man det?
Man engagerer sig, og man får se
Den prøjsiske krigsteoretiker Carl von Clausewitz fi k sin ilddåb i 1793, da han som 13-årig offi cersaspirant
deltog i kampene mod den franske revolutionshær. Senere, i årene 1805-15, kæmpede han
først i prøjsisk tjeneste, så i russisk og så igen i prøjsisk mod den franske kejsers armeer og skaffede
sig dermed den viden og de indtryk, som blev grundlaget for hans livsværk Vom Kriege. Ved sit
praktiske studium af Napoleonskrigene og gennem sine teoretiske overjelser om krig i almindelighed
dannede Clausewitz sig den opfattelse, at krigen er en så uforudsigelig og foranderlig størrelse, at det
er umuligt at skaffe sig et brugbart indtryk af fjenden i så god tid, at det kan bruges operativt. On
s’engage, et alors on voit, er et udsagn, der derfor sagtens kunne have været Clausewitz’, men som
angiveligt skyldes hans modstander, Bonaparte. I virkeligheden udtrykker sætningen en opgivende
holdning. Da man alligevel ikke kan skaffe sig pålidelige oplysninger om fjenden, kan man lige så godt
spare sig ulejligheden. Man må kaste sig ind i kampen og så lade begivenhederne, der kommer ud af
den, vise, hvor fjenden er, hvor stærk han er, og hvad han vil stille op. Skal man tro Clausewitz, var
det på den måde, mange militærfolk på hans og Bonapartes tid greb sagen an; men det var i virkeligheden
ikke sådan, den store franske hærfører og senere kejser selv tænkte. Napoleon kendte sin fjende.
Som en af de første systematiserede han indhentningen af præcise og brugbare oplysninger om
sin modstander. Så tidligt som muligt inden sine slag skabte han et fjendebillede, der viste ham, hvor
modstanderen var svagest og dårligst forberedt, hvor hans forsyninger kom fra, og hvad han var i
færd med. Han havde derfor næsten altid det fortrin, at han kendte så meget af modstanderens plan,
at han ud fra sin militære erfaring og politiske indsigt kunne regne tilstrækkeligt meget af resten ud.
På det grundlag kunne han indsætte sine styrker de rigtige steder, anvende dem økonomisk og
overraske modstanderen, når det var mest afgørende. Så når den store, lille franskmand mente, at
”man engagerer sig, og man får se,” var det nok mindre for at beskrive sin måde at male fjendebilleder
på end for at pleje sit ry som den altid sejrssikre feltherre med den aldrig svigtende situationsfornemmelse
og det ukuelige gåpåmod. Bonaparte var med andre ord ikke den, der ventede på, hvad