Download PDF udgave

32
Xanthippus og siden hen under deres egen Hannibal), men i alt, hvor de selv udfolder sig som nation
gennem rækker af skiftende individer, er et resultat af denne ånd.”
Morgenthau slår fast, at han naturligvis ikke mener, at nationalkarakteren er statisk; den kan skam
ændre sig, om end det tager årtier. Men de to eksempler, som han bringer om Rusland tyder på, at
det i hvert fald ikke er sket for Ruslands vedkommende.
Det første eksempel er et uddrag af Otto von Bismarcks erindringer fra 1899:
”Under mit første ophold i Skt. Petersborg i 1859, kom jeg ud for en anden russisk mærkværdighed. I
de første forårsdage var det skik, at alle, som var forbundet med hoffet, promenerede i Sommerhaven
mellem tsar Pauls palads og Nevafl oden. Dér havde Imperatoren fået øje på en skildvagt, som stod
midt på et græsstykke; og som svar på, hvorfor han stod lige der, kunne soldaten kunne svare: ”Det
har jeg ordre til.” Imperatoren sendte derfor en af sine adjudanter op til vagtstuen for at forhøre sig;
men herfra kom der ingen forklaring ud over, at en skildvagt skulle stå der vinter og sommer. Ophavsmanden
til den oprindelige ordre kunne ikke længere spores. Man talte om sagen ved hoffet, og det
kom tjenerne for øre. En af dem, en gammel pensionist, stod frem og meddelte, at hans far engang
havde sagt til ham, da de passerede skildvagten i Sommerhaven: ”Der står han endnu for at vogte
blomsten på det sted, hvor Katarina den Store engang så en vintergæk, som blomstrede usædvanligt
tidligt og gav ordre til, at den ikke måtte plukkes.” Denne ordre blev effektueret ved at postere en
skildvagt på stedet, og lige siden havde der stået en året rundt på dette sted. Historier af den slags
ansporer vores humoristiske og kritiske sans, men de er et udtryk for den elementære kraft og vedholdenhed,
som betinger den russiske stats styrke og dens forhold til resten af Europa. Det minder os
om skæbnen for skildvagterne under stormfl oden i Skt. Petersborg i 1825 eller i Sjipkapasset i 1877;
de første druknede, da de ikke havde fået ordre om at aftræde; mens de andre frøs til døde på deres
poster.”
Efter dette uddrag af Bismarcks erindringer springer Morgenthau små hundrede år frem i tiden til 19.
april 1947. I de mellemliggende år har Rusland været genstand for en gigantisk revolution og hedder
nu Sovjetunionen. Samfundets økonomiske og sociale strukturer, dets politiske ledere og institutioner
har taget afsked med fortiden i en grad, der aldrig er set tilsvarende i verdenshistorien.
Men i Time Magazine kan man den 19. april 1947 læse denne reportage fra Østtyskland:
”Ned ad Potsdams plørede Berlinerstrasse snublede tolv udtærede mænd af sted … Deres an-