Download PDF udgave

hvilke aspekter af strategien man ønsker at understrege. Derfor skal energistrategien ikke analyseres
alene, men kombineres med andre dokumenter og udtalelser. Det er imidlertid undertegnedes opfattelse,
at strategien er medvirkende til at give en indikation af, hvilke ideologiske og politiske overvejelser,
der ligger til grund for den nuværende energipolitik.
Den russiske analytiker Mikhail Delyagin fra det russiske Institut for Globaliseringsstudier gav
i oktober 2006 et muligt bud på en russisk energipolitik. Ifølge Delyagin er der en udbredt russisk
modvilje mod den nuværende internationale verdensorden på energiområdet. Det nuværende internationale
system udgøres af globale energimonopoler, der i udpræget grad består af eller er kontrolleret
af vestlige fi rmaer. Disse fi rmaer opererer som de vestlige nationalregeringers forlængede arme.
I denne forbindelse tænkes f.eks. på ExxonMobil og Halliburton, der efter russisk opfattelse har tætte
politiske forbindelser med Det Hvide Hus i Washington. 13
Delyagin argumenterer, at de høje og stigende energipriser har medvirket til, at Ruslands store
arsenal af energiressourcer har fået en vigtig strategisk og geopolitisk betydning. Det bør derfor i forlængelse
deraf være en russisk prioritet at genetablere en energipolitisk uafhængighed. En af de første
opgaver for den russiske ledelse bør som et led i denne politik være at ophæve de energipolitiske
aftaler, der blev indgået i begyndelsen af 1990’erne og gav adgang for udenlandske virksomheder til
de russiske naturressourcer. Disse aftaler har efter Delyagins opfattelse haft den konsekvens, at russiske
virksomheder har mistet store indtægter, idet de vestlige parter har taget en pæn pris for deres
deltagelse. 14 Et eksempel herpå kunne være Shells og ExxonMobils deltagelse i udvindingen af naturgas
på øen Sakhalin. Det grundlæggende synspunkt er, at udvinding og udvikling af russiske naturressourcer
udelukkende skal være på russiske hænder. Der kan kun være tale om udenlandsk involvering
i særlige tilfælde, og den væsentligste opgave skal ikke være at udvinde, men at forsyne russiske virksomheder
med teknologisk viden, som ikke fi ndes i Rusland.
Det forhold, at energi har fået en strategisk betydning, er ensbetydende med, at alle energiudvindingsprojekter
og rørledninger er nødsaget til at være under den russiske stats kontrol. Fremmede
lande og udenlandske virksomheder bør derfor heller ikke have adgang til rørledninger. Delyagin
argumenterer, at f.eks. EU’s forsøg på at overtale den russiske ledelse til at ratifi cere Det Europæiske
13 Mikhail Delyagin (2006): “Assessing Russia’s Energy Doctrine,” Russia in Global Affairs, vol. 4, No. 4, Oct.-Dec. 2006, pp.
134-144; Dmitri Trenin (2007): “Russia Redefi nes Itself and Its Relations with the West,” The Washington Quarterly, Vol. 2, No.
30, Spring 2007, pp. 95-105
14 Delyagin (2006): op. cit., pp. 134-144
135