Download PDF udgave

36
baggrund har man rejst en sag og har nu udfærdiget en liste over personer i Storbritannien, som man
ønsker at afhøre i sagen: Personer, som, så vidt vides, intet har med sagen at gøre, men har det til
fælles, at de er raget uklar med de russiske myndigheder. Samtidig har et væld af statslige repræsentanter
i høje embeder ikke forsømt nogen lejlighed til at meddele, at vestlig presse bevidst søger at
sværte Ruslands omdømme, og at det er årsagen til, at der overhovedet eksisterer en mistanke mod
den russiske stat.
Tager vi endelig det tredje mord, mordet på militærreporteren fra Kommersant Ivan Safronov,
er myndighedernes opførsel igen efter bogen. Myndighederne var ikke længe om at slå fast, at journalisten
formodentlig havde begået selvmord. Og det på trods af at hans familie, venner og læge
afviser, at han skulle have nogen som helst grund til det, og på trods af at han umiddelbart inden sin
død havde talt i telefon med folk, som om intet var hændt, og desuden var på vej hjem til sin bopæl
med en nyindkøbt pose appelsiner i favnen, hvilket må siges at være usædvanligt for en selvmorder.
Og selv om anklagemyndigheden efter kritik har bedyret, at den holder muligheden åben for,
at der kan være tale om et mord, så er der få, som forventer, at mordet i givet fald nogensinde vil
blive opklaret. Det bliver mord på kritiske journalister nemlig stort set aldrig i Rusland.
Så hvad er konklusionen? Ja, den er ikke, at Kreml står bag de tre mord, for det ville være en
konklusion, som slet ikke tog højde for Morgenthaus beskrivelse af den russiske nationalkarakter.
Nej, konklusionen er, at magthaverne i Rusland ikke føler, at de har et forklaringsproblem og
derfor opfører sig mærkværdigt set med vesteuropæiske øjne. Magthaverne i Rusland mener ikke,
at de skylder et svar, og det gør deres borgere – hvis man undtager ganske få intellektuelle – heller
ikke. Kun ganske få hundrede, højst et par tusind har været forsamlet til mindehøjtidelighed for Anna
Politkovskaja; ja, den verdensberømte systemkritiker er givetvis blevet mindet af fl ere i Vesten end i
Rusland. I Aleksandr Litvinenkos tilfælde føler de fl este russere formodentlig, at han har fået løn som
fortjent, og om mordet på Ivan Safronov har de slet ikke hørt.
Så hvad er årsagen til, at fi rsernes og halvfemsernes demokratiske revolution tilsyneladende
har sat sig så få spor i russisk mentalitet, når det trods alt lykkedes at ændre mentaliteten gennemgribende
i fl ere andre af de 15 efterfølgerstater, der blev resultatet af Sovjetunionens sammenbrud?
Ja, derom er der særlig meget debat i denne tid, hvor spørgsmålet om ”Who lost Russia” på ny
er blevet genstand for en stor, international debat. Og svaret kan umuligt være, at ”sådan er russere”,
for det fremgår faktisk af Morgenthaus ene eksempel, at sådan forholder det sig ikke. Fangevogteren
har ”den vide ukrainske steppe” i sine øjne og er formentlig ukrainer, men bliver blot kaldt russer i
Time Magazines artikel, fordi vi befi nder os i Sovjettiden, hvor alle i øst talte russisk og over en bred