Download PDF udgave

62
dog også sørget for, primært ved hjælp af kommunistiske partifunktionærer og NKVD-enheder (det
hemmelige politi), at reducere mulighederne for at desertere, udtale sig i defaitistiske vendinger etc.
Det kommunistiske propagandaapparat holdt sig heller ikke udelukkende til sandheden.
Frem til den 5. september 1941 lykkedes det ti gange at udføre natlige fl yangreb mod Berlin.
Angrebene udgik fra Østersøfl ådens fl ybase på Øsel. Flådens bombemaskiner kastede i alt 311 stk.
250- og 500-kg-bomber over Berlin. Flyangrebene skulle først og fremmest ødelægge forholdet mellem
Berlins befolkning og den tyske ledelse. Den militære betydning af angrebene var ringe.
Frem til oktober 1941 mistede tyskerne en minelægger, to motortorpedobåde, ti minestrygere,
fi re øvrige mindre orlogsskibe og seks handelsskibe til sovjetiske miner og fl y. En sovjetisk ubåd sænkede
damperen Baltenland. Fra december 1941 udgjorde Østersøfl åden ikke længere en alvorlig trussel
for den tyske skibsfart i Østersøen, og tyskerne genforsynede derefter deres militære enheder i
Nordrusland via konvojer.
Østersøfl åden blev på grund af den hurtige tyske fremrykning snart koncentreret i Leningradområdet.
Under Leningrads belejring fi k Østersøfl åden og byen hermed et skæbnefællesskab. Fra
tysk side havde man ikke regnet med nogen større fl ådekampagne i Østersøen. Hærens og Luftwaffes
operationer skulle ved hjælp af hurtige fremrykninger fratage russerne deres fl ådebaser. I midten af
september 1941 blev Hitler imidlertid bekymret for, om de to sovjetiske slagskibe, støttet af de øvrige
artillerienheder, ville bryde ud af Leningrad og true de tyske operationer. Grossadmiral Raeder meddelte
Hitler, at det kunne de ikke, men Hitler beordrede alligevel slagskibet Tirpitz, lommeslagskibet
Admiral Scheer, krydserne Köln og Nürnberg, tre Zerstörer (store destroyere) og et antal torpedobåde
og motortorpedobåde til en ankerplads ved Ålandsøerne. Krydserne Leipzig og Emden lå i reserve i
Liepaja (Libau). Omfattende tyske luftangreb på fl ådebasen i Kronstadt samt havnen i Leningrad medførte
store skader på de sovjetiske skibe, og efter nogle dage vurderede de tyske styrker, at der ikke
længere var behov for fl ådestyrken ved Ålandsøerne. Slagskibet Marat stod nu på bunden af havnebassinet
i Kronstadt, men dets kanoner var oven vande og kunne deltage i bombardementer.
Den ændrede situation for Østersøfl åden medførte, at 80.000 mand blev overført til kampe på
land. Flådens artillerienheder indgik herefter som bombardementsenheder til støtte for hærens operationer
samt som luftforsvar for Leningrad og Kronstadt. Flådens skibe rådede over 360 kanonrør mellem
100 mm og 406 mm. Ud over baseområderne i Kronstadt og Leningrad kunne man benytte ca. 28
km kajplads og kanaler på de indre vandveje til enhederne, så skibene ikke udgjorde stationære mål
for tyske artilleri- og fl yangreb. Sovjetiske styrker benyttede sig i høj grad af hemmeligholdelse, vildledning,
kamufl age og det særlige begreb ”maskirovka”, som er vanskeligt at oversætte, men som in-