Download PDF udgave

78
Abkhasien, og også i Sydossetien er der løsrivelsestilbøjeligheder. En årelang strid mellem centralmagten
i Tbilisi/Tifl is og selvstændighedshungrende lokale eliter tager hermed sin begyndelse.
Abkhaserne, eller i hvert fald toneangivende kræfter i det lille samfund, har fejlagtigt ment, at
de efter Sovjetunionens opløsning må have en naturlig ret til at opretholde deres hidtidige udstrakte
selvstyre. De vil regere sig selv fra deres egen ’hovedstad’, badebyen Sukhumi, og ikke lade sig fjernstyre
af en regering i Tbilisi hundreder af kilometer derfra. Sjevardnadze, der nu er Georgiens nationale
samlingspunkt, er født 25. januar 1928. Han var koldkrigens sidste sovjetiske udenrigsminister i
perioden 1985-90, og hans navn blev den gang sammen med Mikhail Gorbatjovs synonymt med østvest-afspænding,
glasnost, perestrojka og unionens svanesang. Siden USSR’s opsplitning har han været
det selvstændige Georgiens faktiske leder, og i 1995 bliver han dets præsident – en post som han
formår at fastholde helt frem til 2003. Abkhasernes autonomi støtter hverken han eller andre ledende
fi gurer i Tbilisi, hvor man hellere ser en stærk centralmagt.
Georgien har efter Sovjetunionens opløsning haft travlt med at lægge fortidens kendetegn bag
sig. Det russiske sprog er veget for det georgiske, den særlige georgisk-ortodokse kirke er styrket,
sovjettidens etiket ”Grusien” er ændret til ”Georgien,” en vestlig betegnelse, der ikke har ret meget at
gøre med landets navn på dets eget sprog – Sakhartvelos – men den ny betegnelse tilkendegiver det
vestlige tilhørsforhold, man stræber imod. Det eneste, der tilsyneladende trives uforandret, er troen
på vold som en egnet metode til ’konfl iktløsning’.
Så i august 1992 forsøger forsvarsministeren, Tengiz Kitovani, at imødegå den abkhasiske
trussel mod landets integritet ved en kvik og nogenlunde smertefri militær operation. Invasionen
tager abkhaserne på sengen og trænger deres beskedne milits tilbage til den allernordligste del af
lilleputlandet, bjergene omkring byen Gagra. Denne del af landet – med dens frodige vin- og tobaksmarker
– grænser op til Den Russiske Føderation, hvis sympati for det ny Georgien kan ligge på et lille
sted. Abkhaserne regner derfor med betydelig sympati og en vis materiel hjælp fra føderationen. Ved
kurbyen Sotji, lige nord for grænsen, er der en international lufthavn og en middelstor havn. I selve
Abkhasien er der nær ved byen Gudauta, hvor den abkhasiske ledelse senere opslår sit midlertidige
hovedkvarter, en uskadt sovjetisk fl ybase, som stadig bliver fl ittigt anvendt af russerne. Dér starter
og lander dagligt transportfl y til og fra Sotjis lufthavn ’Adler’; en trafi k som georgierne ikke vover at
prøve kræfter med. Hvad der præcist foregår på basen, ved de færreste noget om, men det står klart,
at abkhaserne er mere velforsynede med våben og andre krigsfornødenheder, end georgierne hidtil
har antaget. Så velforsynede er de, at de slår igen, mens russiske diplomater og militærfolk, der trods
Sovjetunionens opløsning stadig er talstærkt til stede, ser den anden vej.