Download PDF udgave

gunstig lejlighed bød sig. Til gengæld ydede offi cerer og menige som regel en heroisk indsats, men
personeltabene var meget store.
De større sovjetiske artillerienheder, krydserne og destroyerne, kom ikke ud af Den Finske Bugt
i 1944 og 1945, da der blev åbnet minestrøgne ruter. Det skyldes formentlig en langsigtet vurdering
om ikke at risikere de enheder, som ikke umiddelbart kunne erstattes. De sovjetiske ledere var ikke
sikre på, om den netop afsluttede krig mod Tyskland indebar en fortsættelse mod USA og Storbritannien.
Af samme årsag fjernede man ikke Nashorn-spærringen tværs over Den Finske Bugt førend to år
efter krigens afslutning.
Da de allierede i 1944 forberedte besættelseszonerne i Tyskland, blev øen Fehmarn omfattet
af de sovjetiske krav. Da krigen nærmede sig afslutningen, opstod kapløbet mellem styrker fra feltmarskal
Montgomery, som kom fra Hamborg, og Marskal Rokossovskij, som fulgte Østersøkysten mod
vest. De britiske styrker nåede først frem til Lübeck. Hermed kom det senere jerntæppe til at udgå
fra Lübeck, og det blev britiske styrker, som befriede Danmark, bortset fra Bornholm. Et af krigens
resultater var, at Sovjetunionen siden 1939 havde udvidet sin adgang til Østersøkysten fra et snævert
område i bunden af Den Finske Bugt fra Sestroretsk til Narva til i stedet at gå fra Vyborg og helt ned
til Lübeck Bugt. Der var sovjetiske styrker på Bornholm frem til april 1946.
Krigens afgørelse fandt sted på land, hvor enorme hærstyrker rykkede frem mod den tyske hovedstad,
støttet af store fl ystyrker. Krigen i Østersøen medførte ikke store søslag. Søkrigsbegivenhederne
var ikke i sig selv kampafgørende, men Den Sovjetiske Østersøfl åde ydede et betragteligt bidrag
til nedslidningen af Tyskland. Kampene var præget af søminer i stort tal kombineret med ubådsoperationer.
Russerne har traditionelt været gode til minekrigsførelse, og efter en ikke særlig imponerende
start mod Finland gav de sovjetiske miner og mineoperationer senere i krigen store problemer for
både Tyskland og Finland. Russerne udviste stor opfi ndsomhed omkring konstruktion og lægning af
søminer, men det skal retfærdigvis siges, at det tilsvarende også gjaldt for fi nnerne og tyskerne. En
international minestrygningskommission vurderede i 1946, at der mellem 1939 og 1945 alene i Den
Finske Bugt blev udlagt 68.080 søminer og eksplosive minestrygningshindringer. Sverige måtte også
klare sig igennem sin delikate neutralitet med omfattende trusler fra miner og ubåde.
Krigshandlingerne i Østersøen var ikke præget af de nyeste teknologiske landvindinger. Der
blev for eksempel ikke benyttet radar og sonar fra sovjetisk side, men begge krigens parter benyttede
sig af hydrofoner til ubådsjagt. Mange sovjetiske orlogsskibe og marinefl y havde ringe eller slet ingen
radiokommunikation. Hermed blev mulighederne for at udnytte pludseligt opståede gunstige taktiske
situationer som oftest forspildt.
73