Download PDF udgave

mærke’ 666. 3 Skønt abkhaserne i 1993 kun udgør 18 procent af befolkningen i deres eget land, er
Sukhumis georgiere ikke i tvivl. Mens kvinderne, de mange unge mødre og de utallige enker forbliver
tavse og afventende, hører man igen og igen de samme rygter, fl oskler og forbandelser gentaget i det
uendelige af mænd ved cafébordene, på markedspladsen, på rådhuset og blandt tropperne. Man står
over for en overmagt af langskæggede barbarer, i hemmelighed bevæbnet til tænderne af russerne
og med en kampmoral, der er opildnet af lige dele hævntørst og vodka.
Observatøren
De udsendte i FN-hovedkvarteret er ikke part i konfl ikten, kun tilfældige observatører, der håber at
kunne give et beskedent bidrag til løsning af konfl ikten. Den er jo, forlyder det, under nedtrapning.
FN har bragt parterne sammen til forligssamtaler i Adler ved Sotji. I egenskab af neutral udsending
fra verdenssamfundets institutionelle samvittighed i New York kan man vandre omkring i denne orientalske
heksekedel som en fremmed fra en verden, meget få af de involverede nogensinde har set.
Som iagttager er man uden lod eller del i de lokale stridigheder og har derfor gode muligheder for at
observere såvel som at vurdere det, man ser og hører. Og det, man kan iagttage, er nedslående. Ikke
kun fordi et tidligere – ganske vist ufrit – men dog rigt og velfungerende samfund i løbet af kort tid
har formøblet alt, kastet sig ud i kaos og nedkaldt den yderste armod over sine indbyggere; men nok
så meget fordi man oplever den mentale forandring, der foregår i det lille samfund. Mennesker, der
før har levet side om side – måske som venner og i hvert fald som anstændige naboer – brutaliseres
og tilpasser sig de nye vilkår ved at konstruere fjendebilleder. De gør det ved at kolportere rygter, dæmonisere
og knytte negative egenskaber til grupper af medborgere, som den ny realitet har anbragt
i rollen som modstandere. En stor del af de overfl adiske kendetegn ved denne fjende er sikkert reelle
nok – mørk lød, hår, skæg m.v. – men det er kendetegn, der med samme ret eller uret kan bruges, og
bliver brugt, af begge parter mod hinanden.
Efterhånden som krigen skrider frem og abkhaserne rykker mod syd, bliver det for hedt for
den georgiske ledelse. Sjevardnadze og hans stab, der på det tidspunkt opholder sig i Sukhumi,
fl ygter over hals og hoved. Dagligt høres skyderi og granatnedslag i gaderne, og ikke sjældent må
man skræve over et lig eller to for at komme ud ad porten, ud i byen, for at passe sit job. Den lokale
kunstmaler Vladimir Sergejevitj Bernadin kender til krigens afsavn, for han har indledt sin kunstnerkar-
3 Johannes’ Åbenbaring 13: 18.
81