Download PDF udgave

72
lbeck. Piloterne fra RAF var på udkig efter troppetransportskibe på vej til Norge, og de var ikke klar
over, at de to skibe havde mange kz-fanger om bord. I alt formodes ca. 18.000 kz-fanger at have mistet
livet i Østersøen i krigens sidste dage.
Situationen på Bornholm var ved krigens afslutning helt anderledes end i den øvrige del af
Danmark. Den tyske ”Insel Kommandant” (ø-kommandant), Kapitän zur See von Kamptz, havde ikke
nogen vestallieret myndighed at overgive sig til. Han var underlagt Grossadmiral Dönitz og varetog
på hans vegne dele af ”Unternehmen Rettung” med at skaffe så mange tyskere som muligt vestpå,
og den operation var fortsat i gang. Alt der kunne sejle og fl yde blev benyttet. På Bornholm var der
strandet ca. 19.000 mand tyske tropper, herunder også SS-enheder på vej tilbage fra Østfronten. For
de sovjetiske styrker var det en rutineoperation at nedkæmpe den tyske modstand. Først angreb man
de to største byer med jagerbombefl y. Dernæst udførte man landgangsoperationer i Rønne og Nexø,
og i løbet af et par døgn var den tyske modstand ophørt. Krigen ophørte offi cielt om aftenen den 8.
maj, men tyske fl ådeenheder fortsatte med at hente personel i Baltikum og andre lommer frem til
slutningen af maj 1945.
Slutspil og efterspil: Kommentarer og vurderinger
Tyskerne kunne, ligesom under Den Første Verdenskrig, nøjes med at bruge deres ældre enheder i
Østersøen og lade deres eliteenheder operere mod vestmagterne. Efter det indledende angreb i 1941
kunne tyskerne bruge dele af Østersøen som træningsområde for Kriegsmarine for såvel de større
overfl adeenheder som ubådene.
Det var helt klart en forkert disposition fra tysk side ikke at erobre Leningrad i 1941, da man
havde muligheden herfor. Ved ikke at gennemføre en erobring fi k russerne i de følgende år chancen
for at bruge Østersøfl åden som våben mod de tyske forsyningslinjer og troppetransporter. Tyskerne
måtte derfor bruge mange ressourcer på at sikre deres søtransporter, udlægge søminer, bevogte
minefelter etc. Spærringen af Den Finske Bugt medførte, at der i det meste af 1943 ikke var nogen
nævneværdig trussel mod tyske skibe i Østersøen. For Tyskland var skibstransport og brændstofforsyning
kritiske faktorer, og en sovjetisk indsats herimod var en medvirkende faktor til Det tredje Riges
sammenbrud. Efter Finlands kapitulation steg den sovjetiske trussel i Østersøen mærkbart. Truslen
mod tyske orlogsskibe og handelsskibe kom først og fremmest fra ubåde, miner og marinefl ystyrker.
Der deltog også torpedobåde og kanonbåde i stort tal, men de opnåede ingen operative resultater af
betydning. I krigens sidste faser i Østersøen viste russerne en forbløffende mangel på fl eksibilitet og
taktisk initiativ. Operationerne var styret fra meget centralt hold uden mulighed for afvigelser, hvis en